Jakob Poulsen var suverænt stævnets bedste spiller, da et ungt og meget talentfuldt Esbjerg-mandskab fortjent vandt indendørsturneringen SAS Cup i Brøndby Hallen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Men den 21-årige højrekant-spiller var blot en af mange unge, der imponerede ved nytårsstævnet.

Sædvanen tro åbnede årets turnering som en tvekamp mellem Brøndby og FCKs tilhængere, men da begge mandskaber lidt skuffende hurtigt blev slået ud, tegnede der sig hurtigt et billede af, at vinderen skulle findes mellem Esbjerg, FC Nordsjælland og AaB.

Nordsjælland og AaB stillede med noget nær stærkeste opstilling, mens Esbjerg kun havde tre-fire spillere fra den normale startopstilling i SAS Ligaen på holdet.

Alligevel beviste vestjyderne, at det ikke er tilfældigt, at det ene talent efter det andet springer ud fra ungdomsarbejdet i klubben.

»Jeg synes, det var ret godt, at vi kunne få spillet til at fungere så godt med det unge hold. Vi kom med et offensivt hold, og det fungerede hele dagen,« siger Jakob Poulsen, som i vinterpausen blandt andet har holdt formen ved lige med en hel del indendørs fodbold.

Med sin fine teknik og gode overblik styrede han sikkert Esjberg gennem turneringen og krydrede en flot indsats med tre flotte scoringer.

Det sidste løft
Esbjerg-træner Ove Pedersen, der havde overladt styringen til sine assistenter kunne fra tilskuerpladserne glæde sig over succesen.

»Jeg tror på, det kan give noget selvtillid til nogle af de unge, som endnu mangler deres gennembrud. For eksempel kan Lasse Kryger måske få det sidste løft af sådan en succesoplevelse,« siger Ove Pedersen, som trods succesen meddelte sine spillere, at der allerede i dag - på årets første træningsdag - venter hård fysisk træning.

Men Esbjerg-spillerne kan glæde sig over, at direktør Niels-Erik Søndergaard vil dele førstepræmien på 150.000 kroner med dem. Så Esbjerg-spillernes bødekasse kommer godt fra start i år.