OUH lukker landets sidste coronaafdeling, men uvisheden spøger stadig på hospitalet.

»Coronaafdelingen står klar til, når vi får brug for den igen.«

»Vi har nu vores almindelige afdeling til covid-patienterne,« siger Anne Øvrehus, der er overlæge på OUH's infektionsmedicinske afdeling.

I skrivende stund er der tre patienter indlagte på OUH med corona.

Derfor lukkes den sidste coronaafdeling på OUH, men hopper vi tilbage til den 30. marts i 2020, var situationen en helt anden.

»Da vi havde flest, havde vi 39 patienter indlagt. Det var under første bølge.«

I januar, under den anden corona-bølge, var der 32 indlagte på OUH.

Men selvom der er tomme senge, og coronaafdelingen officielt bliver lukket, så er man afventende på OUH.

»Hvis der kommer over fem covid-patienter, kan det blive nødvendig at åbne coronaafdelingen igen,« siger  Anne Øvrehus og fortsætter:

»Vi er så forberedte, at vi kan åbne, hvornår det skal være. Vi har dyb ydmyghed for, at det hele kan blusse op igen.«

Fra 1. september blev alle coronarestriktioner ophævet.

Og ikke længe efter udmeldte Sundhedsministeriet, at covid-19 ikke længere var en samfundskritisk sygdom.

Men på OUH er man klar på det værste.

Hvordan føles det at lukke afdelingen ned?

»Det har vi prøvet før. Det er tredje eller fjerde gang, vi lukker ned.«

»Hver gang tænker vi, 'gad vide om vi skal åben den igen, og hvornår vi åbner næste gang.'«

Bekymringen på OUH er ikke taget ud af det blå. Kigger man på Udenrigsministeriets verdenskort, er der fortsat mange lande, hvor de »fraråder alle ikkenødvendige rejser.«

»Når vi kigger ude i verden, så er der stadig rigtig meget aktivitet med corona.«

»Vi tænker ikke, at der skal meget til. Det er derfor, at vi stadig er forberedte,« siger Anne Øvrehus afslutningsvis.