Forløbet forud for et knivstikkeri i Odense natten til onsdag strækker sig langt ud over parkeringspladsen ved Fitness World på Klokkestøbervej.

Her blev en 26-årig mand omkring klokken 23.35 stukket i låret med en kniv, og kort efter midnat blev den formodede gerningsmand anholdt og sigtet for trusler og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Onsdag eftermiddag blev den sigtede fremstillet i grundlovsforhør, hvor han udover knivstik og trusler 1. februar også var sigtet for at have truet den samme 26-årige med en kniv 20. januar.

Resultatet blev en varetægtsfængsling på godt tre uger.

I retten nægtede den sigtede sig skyldig, men han indvilgede i at svare på spørgsmål.

Han forklarede, at han har kendt den 26-årige, der natten til onsdag blev stukket med en kniv, i flere år, og at de indtil for nylig har været en form for venner.

Ifølge den sigtede var relationen mellem dem gået helt galt, da han var blevet slået og forsøgt kidnappet af den 26-årige i slutningen af januar.

Uvenskabet mellem dem handlede ifølge den sigtedes forklaring ikke om deres personlige forhold, men om grupperinger i Vollsmose, hvor den sigtede flere gange har oplevet at komme i klemme.

»Jeg vil ikke være i byen mere, fordi jeg har været bange,« sagde han i retten.

Til retten viste han billeder af sig selv på sin ellers beslaglagte telefon, hvor han havde et blåt øje og var forslået i ansigtet, hvilket ifølge den sigtede var sket under kidnapningsforsøget 20. januar, hvor han ud fra sigtelsen skulle have truet den 26-årige med en kniv.

Knivstikkeriet ved Fitness World natten til onsdag, hvor den 26-årige var blevet stukket i låret, nægtede den sigtede at stå bag.

Han forklarede, at de to var mødtes tilfældigt foran fitnesscentret sent om aftenen, fordi de åbenbart træner samme sted, men at de ikke havde mødtes siden episoden 20. januar.

Den sigtede erkendte at have haft en kniv i lommen på det pågældende tidspunkt, men nægtede at have brugt den mod den 26-årige, som han i stedet mente havde stukket sig selv for at give skylden videre.

»De ønsker mig slet ikke det bedste, de ønsker mig alt det værste,« sagde han.

Lidt mere ordknap blev han, da anklageren fremviste en snapchat-video af en kniv, der blev viftet med, mens der blev fremsagt trusler.

Først nægtede den sigtede at være personen bag videoen, men erkendte senere, at han var ophavsmand til både kniv og video, der var blevet lagt på mystory ved en fejl.

Han nægtede dog fortsat at være den, der skulle have fremsat truslerne på videoen.

Episoden ved Fitness World på Klokkestøbervej onsdag skete kun fire dag efter det nu forrige knivstikkeri i Odense. Ved det foregående knivstikkeri var det også to unge mænd, der var involveret, og i det tilfælde var det i Granparken i netop Vollsmose, at episoden fandt sted.

I den episode er en 15-årig mistænkt for at have ført en kniv, der har punkteret lungen på en 18-årig ung mand. Den 18-årige blev dog ikke så alvorligt skadet, at han var i livsfare.

Også i tilfældet med den 15-årige, der angiveligt stak den 18-årige, lød den første udmelding fra politiet, at der ikke var noget, der tydede på, at det var banderelateret.