En konflikt udviklede sig voldsomt natten til onsdag, hvor en 26-årig mand endte med at blive stukket med kniv i benet.

Det skete foran Fitness World på Klokkestøbervej i Odense.

»Der opstår et eller andet imellem to yngre mænd, som så udvikler sig, og det ender med, den ene stikker den anden i låret,« siger vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.

Vedkommende, der blev stukket, blev ramt to gange, men vagtchefen fortæller, at der ikke er tale om alvorlige skader.

Politiet traf efter anmeldelsen den ene involverede ved Rosengårdskolen, hvor der også var et stort opbud af politibiler. Det var forurettet, som ordensmagten talte med dér.

På baggrund af de oplysninger han gav dem, lykkedes det Fyns Politi senere at anholde manden, som man nu mistænker for at stå bag knivstikkeriet. Vedkommende, som flere medier skriver er 23 år gammel, sidder stadig i arresten onsdag morgen.

Her skal det afgøres, om den mistænkte skal i grundlovsforhør med tanke på at varetægtsfængsle ham.

Knivstikkeriet fandt sted samme dag, som man har valgt at forlænge en visitationszone i Vollsmose. Det skete for sjette gang, da Odense og i særdeleshed kvartererne omkring Vollsmose og Korsløkke har været ramt af en voldsbølge.

Vagtchef Steen Nyland siger dog, at der i dette tilfælde ikke er nogen indikationer på, at der skulle være tale om en banderelateret episode.

Seneste knivstikkeri, der fandt sted i Odense, skete kun fire dage inden denne episode. Her var det også to unge mænd, der var involveret, og i det tilfælde var det i Granparken i netop Vollsmose, at episoden fandt sted.

Her er en 15-årig mistænkt for at have ført en kniv, der har punkteret lungen på en 18-årig ung mand. Den 18-årige blev dog ikke så alvorligt skadet, at han var i livsfare.

Også i tilfældet med den 15-årige, der angiveligt stak den 18-årige, sagde politiet, at der ikke var noget, der tydede på, at det var banderelateret.