»Man skal lade være med at tage nogen på røven.«

Sådan lyder den klare besked fra HKs formand, Anja C. Jensen, om fagbevægelsens netop afgåede formand, Lizette Risgaard, i et interview med TV 2.

HK er et af de fagforbund, der trak støtten til Risgaard som formand, efter det kom frem, at flere mænd i organisationen havde oplevet 'krænkende' og 'grænseløs' adfærd fra formandens hånd.

Og derfor var det også en tilfreds Anja C. Jensen, der fik beskeden om, at Risgaard var færdig som formand. Det fortæller hun til B.T.

Anja C. Jensen er formand for Danmarks næststørste fagforeningen HK.
Anja C. Jensen er formand for Danmarks næststørste fagforeningen HK. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det er den helt rigtige beslutning, at hun trækker sig. Det kunne ikke være anderledes,« siger hun.

I et langt Facebook-opslag begrunder Lizette Risgaard sin beslutning med, at oplysningerne i sagen står i vejen for Fagbevægelsens arbejde.

I den forbindelse stiller hun sig også utilfreds med de medlemsforeninger, der har valgt at trække støtten til hende, før en advokatundersøgelse af forløbet er lavet.

'Aftaler er jo som regel noget, vi sætter højt i fagbevægelsen. Men allerede fredag eftermiddag stod det klart, at hverken aftaler eller fortrolighed betyder det samme for alle. Det er jeg utrolig skuffet over,' skriver hun.

Men HK-formanden er ikke i tvivl om, at fagforeningens beslutning om at trække støtten til Lizette Risgaard var den helt rigtige.

»Jeg tænker, at vores beslutning om at trække støtten har været medvirkende,« siger Anja C. Jensen.

Adspurgt mener hun dog ikke, at HK har været med til at bryde aftaler eller sabotere processen.

»Vi har tjekket vores moralske kompas og handlet ud fra dette. Her er der ikke tale om fejl. Men der er tale om flere svigt,« tilføjer HK-formanden.

Lizette Risgaard er færdig som formand i fagbevægelsen. En beslutning, Anja. C Jensen er helt tilfreds med.
Lizette Risgaard er færdig som formand i fagbevægelsen. En beslutning, Anja. C Jensen er helt tilfreds med. Foto: Emil Nicolai Helms
Vis mere

Det var på et ekstraordinært møde søndag morgen, at forretningsudvalget i fagbevægelsen fik at vide, at Lizette Risgaard var færdig som formand.

Søndag er det også kommet frem, at ledelsen i Fagbevægelsen har kendt til en 'grænseløs adfærd' fra FH-formanden. Et faktum, der er lige så »forfærdeligt som krænkelserne selv«, vurderer Anja C. Jensen.

»Jeg kan godt frygte, at nogen har vidst noget uden at handle i en form for misforstået loyalitet. Derfor skylder vi os selv og hinanden at undersøge sagen,« siger hun.

Selv afviser Anja C. Jensen at have kendskab til konkrete sager uden at have handlet på dem.

Du kan følge sagen i B.T.s liveblog her.