»Jeg håber ikke, at korthuset falder sammen, men man bliver da lidt nervøs for, om det kan blive ved med at bære.«

Sygeplejerskerne er pressede på Aarhus Universitetshospital.

Nye arbejdsgange, for meget ansvar og foranstående millionbesparelser får sygeplejerskerne til at søge væk, og det resultaterer i adskillige aflyste operationer og dårligere rådgivning til borgerne.

Har du for nylig oplevet at få aflyst en operation eller haft en dårlig oplevelse på et hospital på grund af travlhed hos personalet? Så vil B.T. gerne tale med dig til en serie om sundhedsvæsenet. Skriv til sebj@bt.dk.

»Vi oplever, at garvede sygeplejersker får så meget ansvar, at de begynder at tænke, at det er deres tur til at prøve noget nyt. Så skal der oplæres nye, og det kan patienterne mærke i form af mange udskudte operationer og mindre specialiserede medarbejdere. Alt sammen pga. et sindsygt hårdt arbejdsmiljø,« fortæller Vibeke Bak.

Hun er supplerende fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer på Aarhus Universitetshospital, der er ét ud af seks supersygehuse, og som i starten af april fik overbragt en særdeles dårlig nyhed.

Der fik de ansatte at vide, at supersygehuset er nødt til at finde besparelser for i alt 325 millioner kroner, og det bekymrer i den grad Vibeke Bak.

»Jeg håber ikke, at korthuset falder sammen, men man bliver da lidt nervøs for, om det kan blive ved med at bære, for vi står også over for en besparelse på mere end 300 millioner kroner. Jeg har svært ved at se, at det ikke går ud over patienterne,« siger Vibeke Bak, der også har udtalt sig til Århus Stiftstidende.

I slutningen af marts præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti en ny sundhedsreform, der blandt andet indebar, at man har i sinde at nedlægge regionerne.

Derfor var det også forventet, at sundhedsområdet ville være et af de mest – hvis ikke det mest – debatterede emne til valget, men både udlændinge-, klima- og pensionsspørgsmålet har fyldt mere.

Og det undrer Vibeke Bak.

»Det overrasker mig, at politikerne ikke taler mere om sundhed, som man ellers havde forventet. Jeg tror, at de fleste skatteydere forventer, at man har en god adgang til hospitalet og sundshedsvæsenet, men hvad er fidusen ved det, hvis det ikke hænger sammen?« spørger fællestillidsrepræsentanten.