»Jeg havde følt mig forkert, siden jeg var 14-15 år. Det var en følelse, der bare voksede i mig. Jeg forsøgte at holde det tilbage, men en dag kunne jeg ikke mere.«

Sådan fortæller 48-årige Charlotte Toft, der før hed John.

Charlotte er transkønnet kvinde og venter lige nu på en fuld kønsskifteoperation.

Charlotte var før sit kønsskifte gift med en kvinde. De to boede sammen med Charlottes søn fra et tidligere ægteskab. Under overfladen virkede alt normalt, men en dag for fem år siden, mens hun stadig kaldte sig John, fortalte hun sin kone, at hun ønskede at skifte køn.

Det blev enden på ægteskabet, men Charlotte fortryder ikke.

»Det var en lang proces, det hele skulle gå gennem det offentlige system, før jeg kunne starte i hormonbehandling. I dag ved jeg, at det er det rigtige, jeg har gjort, selvom det kostede forholdet til min kone,« siger hun.

Charlotte har først for nylig fået et personnummer, der passer til hendes 'nye' køn, selvom hun juridisk har skiftet til et kvindenavn for flere år siden.

»Jeg blev rådet til at vente, til min søn blev 18 år, da der er et hul i forældremyndighedsloven. Jeg er eneforsørger til min søn, så hvis jeg skiftede personnummer, før han blev 18 år, kunne forældremyndigheden tilfalde min søns mor,« fortæller hun.

Problemet er, at man ifølge dansk lovgivning ikke kan blive juridisk mor for sit barn, hvis man tidligere har været far. Derfor risikerer man ifølge eksperter, som B.T. har talt med, at stå uden forældremyndighed efter et juridisk kønskifte.

Men det skal laves om, hvis det står til Enhedslistens ligestillingsordfører, Mai Villadsen.

»Det er chokerende, hvis det kan risikere at gå ud over noget så fundamentalt som forældremyndighed at skifte køn. Vi skal kigge på og ændre loven, hvis det forholder sig sådan,« siger hun til B.T.

»Det lægger et voldsomt psykisk pres ned over familien, hvis man tvinger nogen til at beholde et køn, man ikke længere identificerer sig som. Det er ikke godt for hverken børn eller voksne,« siger Mai Villadsen.

For Charlotte Toft betød loven, at hun i lang tid har haft et kvindenavn og et mandligt CPR-nummer. Det betyder blandt andet, at hendes køn er angivet som X i hendes pas.

»Det har givet anledning til en del forvirringer, når jeg skal ud at rejse, men nu bliver det hele forhåbentlig lidt nemmere,« siger Charlotte Toft.

Det er første gang i år, hun skal deltage i Pride og prideparaden.

»Vi er nogle veninder, der skal gå i en gruppe fra Frederiksberg Rådhus. Jeg tror, det bliver en hyggelig dag,« siger hun.