Kong Frederik 9. kæmpede med et alkoholmisbrug.

Det indrømmer dronning Margrethe i den nye bog, 'Undervejs', skrevet af forfatteren Tom Buk Swienty. Bogen er netop udkommet.

»Det er ikke et emne, jeg bryder mig om at trampe rundt i, men i en del år havde far et alkoholproblem,« siger Dronningen.

I mange familier går forældrenes alkoholmisbrug hårdt ud over børnene, men Amaliensborgs mange værelser, gjorde misbruget usynligt for den unge prinsesse Margrethe.

Kong Frederik havde et alkoholproblem, fortæller Dronningen i ny bog. Her er Kongen med sin datter og prins Henrik til brylluppet i 1967. Fem år senere døde Kongen.
Kong Frederik havde et alkoholproblem, fortæller Dronningen i ny bog. Her er Kongen med sin datter og prins Henrik til brylluppet i 1967. Fem år senere døde Kongen. Foto: PER PEJSTRUP
Vis mere

»Det bemærkede jeg ikke rigtig som barn. Vi boede jo også i et stort hus, og vi piger spiste til aften meget tidligere end mine forældre og kom i seng længe før dem,« fortæller hun.

I slutningen af 1940'erne - i tiden efter 2. Verdenskrig, begyndte Kongens misbrug at klinge af.

»Alkoholproblemet var ikke noget, vi talte om før mange år senere. Jeg kan måske godt i tilbageblik se, at der var et eller andet på et tidspunkt, men jeg har ikke en specifik erindring om det, hvad der nok også skyldes, at far kom på ret køl engang i løbet af 1949-1950,« siger dronning Margrethe.

To venner hjalp Kongen på rette køl, og ifølge Dronningen rørte kong Frederik ikke alkohol i den sidste del af sit liv.

Dronning Margrethe blev kvæstet i en bilulykke, da hun var barn.
Dronning Margrethe blev kvæstet i en bilulykke, da hun var barn. Foto: Henning Bagger
Vis mere

'Undervejs' indeholder også mange andre guldkorn om Dronningens liv.

Blandt andet fortæller hun, at det faktisk var kong Frederik og dronning Ingrid, der lærte hende at ryge i 1957.

»Min far og mor havde røget i hele min barndom, og en dag spurgte de, om ikke jeg ville have en cigaret. Og jeg har strengt taget røget siden,« siger dronning Margrethe.

Dronningens rygning har i mange år været kontroversielt - ikke mindst i udlandet, men Hendes Majestæt har insisteret på at rygningen er hendes egen sag.

Hun har engang forklaret, at 'hvis der står et askebæger på bordet, så ryger jeg gerne.'

Dronning Margrethe er dog stoppet med at ryge meget i offentligheden, men er altså aldrig stoppet med den usunde vane, der engang var meget udbredt.

Tom Buk Swientys samtaler med dronning Margrethe er foregået på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg og Graasten Slot i 2020 og i 2021.