»Det er meget klodset.«

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen, efter at det onsdag kom frem, at Kongehuset har været lidt for hurtige med at fjerne prinse- og prinsesse-titlerne fra prins Joachims børn på Kongehusets hjemmeside.

»Når man tænker på, hvor betændt den her situation er for Kongehuset, så kan det godt undre mig, at man ikke går med livrem og seler og sørger for, at sådan noget her ikke sker. Det er jo meget uheldigt og meget klodset kommunikationsmæssigt,« lyder det videre fra Jacob Heinel Jensen.

Dronning Margrethe besluttede tidligere i år at slanke Kongehuset ved at gøre prins Joachims fire børn til grever og komtesse.

De nye titler træder først i kraft 1. januar 2023, men ifølge Ekstra Bladet stod børnene allerede onsdag formiddag anført som henholdsvis grev Nikolai, grev Felix, grev Henrik og komtesse Athena på Kongehusets hjemmeside.

Jacob Heinel Jensen påpeger, at Kongehuset har haft kommunikationsproblemer i løbet af året og tilføjer:

»Selvfølgelig kan man begå fejl, men på det her tidspunkt kunne man måske godt have håbet på, at de havde været lidt mere påpasselige – også fordi det er så følsomt, som vi ved, det stadig er.«

Kongehuset har onsdag middag rettet deres hjemmeside, så prins Joachims børn nu igen står anført som prinser og prinsesser, og over for Ekstra Bladet lyder det fra Kongehusets kommunikationsafdeling, at der var sket »en beklagelig teknisk fejl«.

(ARKIV) Dronning Margrethe sammen med kronprins Frederik og prins Joachim i forbindelse med markeringen af Dronningens 50-års regentjubilæum.
(ARKIV) Dronning Margrethe sammen med kronprins Frederik og prins Joachim i forbindelse med markeringen af Dronningens 50-års regentjubilæum. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Siden dronning Margrethes udmelding om titel-skiftet har der været dårlig stemning i det danske kongehus.

Prins Joachim har blandt andet tidligere udtalt til B.T., at han har været meget ked af beslutningen, ligesom grevinde Alexandras pressedame, Helle Von Wildenrath, den 14. december afslørede, at prins Nikolaj og prins Felix ikke har haft kontakt med deres farmor siden udmeldingen.

Hen over julen har Kongehusets medlemmer været spredt rundt omkring i verden.

Dronning Margrethe har siddet juleaften med sin søster Benedikte og nogle venner på Djursland, kronprinsparret har besøgt kronprinsesse Marys familie i Australien, mens prins Joachim og hans familie også har opholdt sig et sted i udlandet.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen':