Det er gået lidt for stærkt hos det danske kongehus med at fjerne titlerne fra prins Joachims børn.

Meningen var nemlig, at prins- og prinsessetitlerne for Joachims børns skulle ændres fra 1. januar 2023.

Alligevel havde ændringen allerede sneget sig ind på Kongehusets hjemmeside, hvor de stod som grever og komtesse af Monpezat.

Det skriver Ekstra Bladet, der har dokumenteret ændringen på hjemmesiden.

Til avisen fortæller Kongehusets kommunikationsafdeling, at der er 'sket en fejl'.

»Det er en beklagelig teknisk fejl, som nu er blevet rettet,« lød det.

Onsdag formiddag er ændringen da også fjernet igen, og de royale børn står endnu som prinser og prinsesse.

Prins Joachim, prinsesse Marie, prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena under ankomsten til Vor Frue Kirke før gudstjenesten under fejringen af Dronningens 50-års regeringsjubilæum i København 11. september 2022.
Prins Joachim, prinsesse Marie, prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena under ankomsten til Vor Frue Kirke før gudstjenesten under fejringen af Dronningens 50-års regeringsjubilæum i København 11. september 2022. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er 1. januar, at børnene mister deres titler som prinser og prinsesse for i stedet at skulle tiltales som grever og komtesse.

Fratagelsen af titlerne har i den grad skabt dårlig stemning i den royale familie.

Prins Joachim har tidligere udtalt til B.T., at han har været meget ked af beslutningen.

»Jeg fik fem dages varsel på det her. Til at fortælle mine børn, at til nytår bliver deres identitet taget fra dem. Jeg er meget, meget ked af det over at se dem kede og uforstående over for det, der sker hen over hovedet på dem,« lød det.

Efterfølgende fortalte prinsesse Marie og prins Joachim, at forholdet til Kronprinsparret var 'kompliceret'.

Også prins Nikolaj og Felix har gennem grevinde Alexandras pressedame, Helle Von Wildenrath, fortalt, at de ikke har haft kontakt med dronning Margrethe siden udmeldingen.

Det har generelt været et begivenhedsrigt år for Kongehuset. Det kan du læse meget mere om her.