Vindmølleproducenten Vestas har fyret 71 medarbejdere i Danmark.
Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern, der har fået fyringerne bekræftet i en mail fra virksomheden.
I denne mail, som B.T. også har set, skriver Vestas blandt andet:
'Vestas vurderer og tilpasser løbende sin organisation for at sikre, at vi opererer mest optimalt, og som et resultat af dette, har vi afskediget 71 medarbejdere på tværs af vores lokationer i Danmark. Det er altid svært at sige farvel til gode kolleger, og disse beslutninger er aldrig nemme, men det er vores ansvar at sikre vores organisation til langvarig succes.'
' Vestas fortsætter med at have en stærk tilstedeværelse i Danmark med over 7.200 medarbejdere, hvilket er over 800 flere end på samme tidspunkt sidste år.'
I kommentarerne til sit seneste regnskab skrev Vestas, at der fortsat er betydelig usikkerhed i forbindelse med told - særligt i USA. Højere told vil formentlig øge omkostninger over tid.
Generelt har der, siden Donald Trump blev valgt som præsident, været usikkerhed forbundet med markedet for vindmøller i USA.