Temperaturerne svinger i den grad i Danmark for tiden, og det giver DMI nogle udfordringer.
På X skriver vejrtjenesten:
'Giver årets første og tidlige nattefrost i Karup et fingerpeg om den kommende vinter? Nej, aldeles ikke, det er det rene kaos, vejret.'
Frosten kom få dage efter varmen.
DMI skriver:
'Fra en sensommeragtig lørdag 20. september, hvor man på Sjælland rundede 24,9 °C i skyggen faldt temperaturen til -0,3 °C natten til onsdag i det centrale Jylland, nærmere betegnet Karup.'
'Efterårets første frost -0,3 °C, målt i 2 meters højde er en realitet og efteråret banker for alvor på.'
Men hvad kan man så konkludere efter, at den første frost faldt 10 dage før den beregnede klimanormal.
Ikke det store siger meteorolog, Jesper Eriksen.
»Den lidt tidlige nattefrost, som i øvrigt var yderst marginal, kan ikke bruges til at sige noget om, hvordan den kommende vinter bliver. Atmosfæren, og dermed vejret, er en kaotisk størrelse i konstant udvikling. Det er således et samspil mellem vejrmæssige tilfældigheder, der bestemmer, hvornår årets første nattefrost indtræffer,« siger han.
