Det sendte chokbølger gennem luften, da Dronning Margrethe 28. september valgte at fratage prins Joachims børns prinse- og prinsessetitler fra årsskiftet.

Herfra startede en giftig sag og et ekstremt langt forløb. For beslutningen blev ikke taget godt imod af hverken prins Joachim, prinsesse Marie, grevinde Alexandra eller deres børn.

Og nu viser det sig, at hverken prins Nikolai eller Felix har talt med deres farmor, Dronningen, siden udmeldingen.

Sådan fortæller grevinde Alexandras presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, i B.T.s liveshow: 'Året der gik i Kongehuset,' da B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen spørger hende.

»Nej. Ingen har talt med nogen af dem. Heller ikke resten af familien. Så skal det være den sidste time, for jeg spurgte dem lige inden, jeg tog her hen,« fortæller hun.

Så de har været igennem en krise i Kongehuset siden 28. september, og på intet tidspunkt har Dronningen løftet røret og ringet til Nikolai eller Felix?

»Nej,« lyder det kontante svar.

Til spørgsmålet om, hvordan Nikolai og Felix har det, lyder svaret.

»Der er ikke noget, der har ændret sig. De er stadig utroligt kede af det. De forstår ikke hvorfor,« fortæller hun og fortsætter:

»De har hele tiden vidst, at dagen ville komme, for når de giftede sig ville deres titler forsvinde. Som Nikolai sagde, så ville det altså ske, når han selv ville og det ville blive på en glad dag.«

I stedet føler de sig nu straffet og som om, de har gjort noget forkert.

Kongehuset begrundede tilbage i september beslutningen med, at Dronningen ønsker, at børnene skal have mulighed for at forme deres egen tilværelse i højere grad.