Regeringen har ikke planer om nye hjælpepakker til erhvervslivet, forklarede minister på samråd.

Hvis man søger om at få del i nogle af de økonomiske hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget, kan man med en rimelig forventning have svar senest inden for 18 dage.

Det fortæller den fungerende erhvervsminister, Dan Jørgensen (S), på et samråd i Folketinget tirsdag.

Her fortæller han også, at ved den seneste opgørelse fra starten af januar lød den gennemsnitlige behandlingstid for ansøgninger på ni dage.

- For alles vedkommende regner vi med, at det er fair at sige, at senest 18 dage vil man have fået en afsluttet sag og et svar på sin ansøgning, siger Dan Jørgensen.

Samrådet var indkaldt af oppositionen, der ville høre til status på udbetaling af penge gennem de ordninger, som et flertal i Folketinget har aftalt med regeringen.

Samtidig vil blandt andet Venstre høre til, om regeringen har yderligere hjælp på vej til danske virksomheder.

Det har regeringen ikke, forklarede Dan Jørgensen.

- Ud over at der kan være ordninger, som vil blive forlænget, fordi der er restriktioner, der bliver forlænget, så er det ikke sådan, at regeringen ligger klar med forslag til nye ordninger, siger han.

Torsdag vil ministeren mødes med ordførerne på området og drøfte mulige ændringer i hjælpepakkerne.

Før samrådet har erhvervsorganisationen Dansk Industri blandt andet i Børsen luftet kritik af, at pengene udbetales for langsomt.

Ministeren henviste på samrådet til, at det har taget tid at få EU til at nikke godkendende til de forskellige ordninger, samt at myndigheder har skulle bygge it-systemer, der kunne stå for håndteringen af de nye ordninger.

Et eksempel, der fremhæves af kritikere, er en politisk aftale fra august, der udvider, hvem der kan modtage økonomisk hjælp. Den muliggør, at underleverandører til virksomheder, som er ramt af restriktioner, kan søge om hjælp.

Men arbejdet med at få ordningen i aftalen godkendt af EU blev først afsluttet med en godkendelse kort før jul.

/ritzau/