Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, har ikke planer om at vende tilbage til dansk politik i fremtiden.

Karsten Lauritzen vil ikke længere være en del af toppen i dansk politik. Den tidligere skatteminister og nuværende gruppeformand for Venstre forlader i en alder af 38 år dansk politik uden planer om at vende retur senere i livet.

Det siger han til Ritzau, efter at han fredag annoncerede sit exit.

1. februar begynder han i et job som toplobbyist, når han tiltræder som direktør i DI Transport.

Han tilslutter sig dermed rækken af profilerede navne, som i den igangværende valgperiode har forladt Venstres folketingsgruppe.

Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg, Tommy Ahlers, Britt Bager, Marcus Knuth og Kristian Jensen er de andre.

* Spørgsmål: Karsten Lauritzen, bidrager du ikke til fortællingen om, at Venstre fortsat er i en slags krise, når endnu en profil smutter?

- Sandheden er, at der faktisk er stor udskiftning i Folketinget løbende igennem en valgperiode. Jeg tror, at fra det ene valg til det andet er vi en tredjedel, der ryger ud. Enten fordi man ikke bliver genvalgt, eller fordi man selv vælger at gå til noget andet.

- Så det er en del af den naturlige politiske proces. Så er det rigtigt, at udskiftningerne har været særlig store i Venstre, og det er fordi, at vi har været udfordret igennem en periode. Gamle problemer er kommet frem.

- Men jeg kan sige, at min beslutning handler ikke om det. Det er ikke et fravalg af Venstre. Det er ikke et fravalg af Jakob Ellemann-Jensen (Venstres formand, red.), men det er et tilvalg af et andet liv og nogle andre karrieremuligheder, siger Lauritzen.

* Spørgsmål: Du var en af Ellemanns vigtigste brikker i forhold til at genvinde magten på et tidspunkt. Nu er du ikke med på det hold mere. Kan du ikke se, at der er nogen, som vil spærre øjnene op for den kendsgerning?

- Jo, det er der nok. Men man kunne også bare vælge at tro på det, jeg siger. Jeg har truffet en beslutning om, hvad der er bedst for mig og mit liv, og jeg har brug for at få nogle andre faglige udfordringer, end dansk politik har givet mig i de 15 år, jeg har været med. Jeg blev valgt, da jeg var 23 år, og det tidspunkt er så nu.

- Så kan man vælge at tro på det eller lade være. Men min rolle vil blive udfyldt af nogle andre. Når jeg træder ud, så kommer der en suppleant ind, og vi har i Venstre ved det seneste valg fået valgt en masse nye, som gør det fremragende og lærer hurtigere, end jeg gjorde, da jeg blev valgt for 15 år siden, siger Lauritzen.

* Spørgsmål: Er det et endeligt farvel til dansk politik, eller ønsker du at komme tilbage senere i dit liv?

- Det er et farvel uden planer om at vende tilbage til politik. Men jeg er 38 år, og med de pensionsregler, jeg selv har været med til at vedtage, så skal jeg gå på pension som 72-årig. Så jeg ved ikke, hvad der sker fra nu og til det tidspunkt. Men det er ikke min plan, nej, siger Lauritzen.

* Spørgsmål: Hvad kommer du til at savne ved dansk politik?

- De mange forskellige mennesker, der er på Christiansborg, som uanset hvilket parti de kommer fra, står op og brænder for det, de tror på. En del tror så på det forkerte, synes jeg som Venstre-mand, men jeg anerkender, at de kæmper for det.

- Christiansborg er et mangfoldigt sted, og at arbejde sådan et sted er et kæmpe privilegium. Det kommer jeg til at savne. Men jeg kommer til at arbejde et andet sted, og det kommer også til at blive godt, siger Lauritzen.

* Spørgsmål: Hvad kommer du ikke til at savne?

- Konfliktniveauet er meget højt. Det handler om splittelsen og konflikten i stedet for samarbejde. Det kommer meget til at handle om genvalg.

- Jeg kommer heller ikke til at savne den personliggørelse af dansk politik, at hvis man er lidt utilfreds med ens parti eller ikke får den karriere, man godt kunne tænke sig, ja, i nogle tilfælde stifter man sit eget parti, og i andre tilfælde skifter man til et andet parti.

- Den persondyrkelse er ikke gavnlig for folkestyret. Det kommer jeg ikke til at savne. Men jeg kommer til at savne rigtig meget. Nu åbner der sig et nyt kapitel, og så lukker jeg det politiske, siger Lauritzen.

/ritzau/