En række nye coronarestriktioner blæser ind over Danmark allerede fra fredag eftermiddag.

Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg har nemlig netop nu vedtaget de restriktioner og anbefalinger, som Epidemikommissionen indstillede tidligere i dag.

Det erfarer B.T.

Covid-19 kommer til at blive betragtet som en samfundskritisk sygdom i yderligere otte uger.

De kommende restriktioner indbefatter blandt andet, at alle elever i grundskolen får tidlig juleferie. Skolerne bliver nemlig lukket ned fra den 15. december og foreløbigt frem til den 5. januar. Det gælder dog ikke for elever i specialskoler og -klasser.

Coronapasset kommer fremover kun til at gælde i syv måneder efter vaccination. I dag gælder passet i 12 måneder for dem, der er blevet vaccineret, mens det gælder i seks måneder, hvis man har immunitet fra at have været smittet med coronavirus.

Samtidig bliver nattelivet lukket ned fredag eftermiddag fra kl. 16. Der må ikke sælges alkohol mellem klokken 24 og 05, ligesom der heller ikke må serveres for gæster i det tidsrum - hverken indendørs eller udendørs. Derudover kommer der igen krav om at der skal bruges mundbind på restauranter, når man ikke sidder ned.

Det anbefales på det kraftigste at aflyse alle større sociale arrangementer rpå arbejdspladser esten af året. Det gælder også julefrokoster.

Der opfordres desuden til hjemmearbejde for både offentligt og privatansatte, de steder, hvor det er muligt.

Dertil kommer et nyt forsamlingsloft, hvor man ikke må samles mere end 50 stående personer indendørs til foreksempel koncerter.

Det er dog ikke alle partier, som ikke har bakket op den nye nedlukningsbølge. Blandt andre Venstre har vendt tommelfingeren ned i Epidemiudvalget her til eftermiddag.

»Vi vil ikke til at støtte, at børnene sendes hjem endnu engang. De har holdt rigeligt for,« siger Martin Geertsen til B.T.

Han henviser til, at Mette Frederiksen også sidste år sendte skolebørnene på tidlig juleferie. Men skolelukningerne blevet forlænget flere gange, og det endte med, at de sidste skoleelever først var tilbage i klasseværelset hen mod påske.

Fra Venstre var der heller ikke støtte til forsamlingsloftet.

»Vi mener ikke, at der skal indføres forsamlingsloft på 50 mennesker. Man må kunne tillades adgang med frisk kviktest, der måske kun er fire-seks uger gammel,« siger Martin Geertsen.

»Vi er desuden dybt forargede over, at regeringen intet har foretaget sig noget som helst i forhold til kompensation til erhvervslivet, herunder især leverandører til julefrokoster,« siger Venstres sundhedsordfører.

Internt i regeringen har man dog planlagt at indkalde til en hurtig forhandling om kompensationspakke til de virksomheder, som bliver direkte berørt af de nye restriktioner.

Det seneste døgn er 6.629 danskere testet positive for corona. Det er det næsthøjeste antal bekræftede tilfælde på et døgn, siden coronavirussen ramte Danmark. 461 er indlagte på hospitalerne. Det højeste indlæggelstal hidtil i Danmark er 964.