Siden Helle Thorning-Schmidt blev statsminister i 2011, har hendes beskyttende vinger været spredt ud over de to døtre Johanna (17) og Camilla (14). De har været så godt som usynlige for offentligheden og har kun sjældent været udsat for fotografers blitzen.

Faktisk har det ikke været muligt for BT at finde billeder af Helle Thorning-Schmidts børn siden 2010, før hun blev statsminister.

Men nu har statsministerens mand Stephen Kinnock valgt at løfte sløret for familielivet. På hans nye hjemmeside kan man finde et billede af den smilende 'hustru Helle', der klynger sig tæt op ad sin mand i en lyserød uldtrøje. Ved siden af de to forældre sidder teenagedøtrene.

Billedet er taget som et led i Stephen Kinnocks valgkampagne. Lørdag bliver det nemlig afgjort, om statsministerens mand kan stille op som kandidat for Labour til parlamentsvalget i Wales til maj 2015.