Lyt til artiklen

Mange har glemt de vaner, vi fik under coronakrisen for at undgå smitte.

Det går nemlig den forkerte vej, når man kigger på, hvor mange af os der bruger håndsprit efter indkøbsture og ture med offentlig transport.

Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen.

Da vi står over for et efterår og en vinter, hvor coronavirus igen kan blusse op, er der grund til igen at minde hinanden om de gode vaner, påpeger Line Raahauge Hvass, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

»Vi går ind i en vintersæson, som ser ud til at blive uden restriktioner. Derfor er det vaccinationerne og smitteforebyggelse, der skal hjælpe os godt igennem vinteren uden for meget sygdom,« siger hun og tilføjer:

»Så der er rigtig god grund til, at vi stadig husker de gode vaner som for eksempel at vaske eller spritte hænder og at blive hjemme, når vi er syge.«

For at gøre det nemmere at huske de gode vaner henover efteråret og vinteren kører Sundhedsstyrelsen igen i år en kampagne med fokus på smitteforebyggelse.

»Danskerne ved godt, hvordan vi holder god hygiejne, så kampagnen er en påmindelse om, at det stadig er vigtigt,« siger Eva Tolstrup Ziegler, der kommunikationschef i Sundhedsstyrelsen.