Søren Huss tredje sololabum med den geniale og originale titel ’Midtlivsvisen’ er noget så umoderne og antileflende som en vemodig samling viser om livet som mand midt i livet.
I pressemeddelelsen kalder han det en voksen søndagsplade til voksne mennesker, og ja du finder ikke nogle store radiohits blandt de ti nye sange. Saybias storladne dage er for længst forbi, og de udkrængende smerte-sager på den fantastiske solodebut ’Troen og Ingen’, der fulgte i kølvandet på tabet af hans kæreste, er pakket af vejen til fordel for en samling finurlige historier om at leve et helt almindeligt (kedeligt?) liv.
Søren Huss er ligesom på albumcoveret (næsten) nøgen sammen med sin musik. Den karakteristiske, sørgmodige stemme, der minder mere og mere om Poul Dissings, er meget oplagt helt i front, mens musikken bagved bæres igennem af en akustisk guitar, lidt klaver, et par horn og nogle sarte strygere.
De fleste af sangene kører afsted i lavt gear og afbrydes kun et par gange af den sjove ’Ingen appel’ (’Mander mig op, drikker mig ned, sover den ud’) og ’Af sti af sted’, hvor Søren Huss nærmest spoken worder sig igennem et jazzet beat, hvor han lyder som Nicolas Bro, der forsøger sig med en jysk dialekt.
’Midtlivsvisen’ kræver et par gennemlytninger af sin lyttere, før de fine melodier for alvor folder sig ud, og er man ikke i humør til Søren Huss på lavt blus, så kan albummet hurtigt blive til anonym baggrundsmusik. Til trods for en ikonisk indpakning kan Søren Huss’ tredje soloalbum desværre hurtigt nemt ryge i glemmebogen igen.
Med momentum fra en medvirken i TV 2’s ’Toppen af poppen’ er det modigt at følge det op med så ukommercielt et album.
