Nu er det første hele track fra årets mest særprægede rocksamarbejde (Lou Reed og Metallica = LouTallica) offentliggjort. Og sangen 'The View' lover godt for et grænsesøgende efterår.
I en showbiz-verden domineret af uforpligtende og letkøbt ironi (ofte blot en undskyldning for at lave noget ukvalificeret bras), er det befriende at lægger øre til noget, der tør tage sig selv seriøst.Og selvom Halloween-albummet (release 31. oktober) 'Lulu' med garanti vil gøre adskillige Metallica-fans rødglødende af forståelig vrede, er jeg betingelsesløst vild med det første offentliggjorte nummer, 'The View'.
Her spiller drengene fra San Francisco så tungt, langsomt og bastant, at bunden er godt på vej til at ryge ud af højtalerne.
Bag tønderne, der hver lyder somom de er på størrelse med et vandtårn, trækker Lars Ulrich læsset frem - som verdens største godstog, der er lige ved at stoppe men aldrig gør det.
James Hetfield, Kirk Hammett og Lou Reed sørger for en guitarmur, der får den kinesiske ditto til at ligne et læhegn.
Og bassist Robert Trujillo lægger en bund, hvis lydbølge allerede ved medium volumen forhindrer eventuelt modvillige lyttere i at nå frem til stereoanlægget for at skrue ned.
Og efter lidt over fem minutter sidder man tilbage med én ud af to mulige og vidt forskellige fornemmelser:
1: Enten sværger man aldrig igen at lytte til Metallica og forbander dén dag, de mødte Lou Reed.
2: Eller også jubler man over, at Lars og kompagni endelig har fundet ny inspiration. Og at gamle Lou efter årtiers navlepillende selvsmageri langt om længe har fået modspil.
Hele albummet er bygget op omkring ti sange, som den newyorkske rocklegende (Reed) har skrevet i forbindelse med det tyske teaterstykke 'Lulu' - af Frank Wedekind.
Alle sange handler om den sensuelle danserindes op- og nedtur. Hun ender i fattigdom og prostitution. Og ligesom historien er musikken på 'The View' mørk og turende.
Sangende starter med Lars Ulrichs trommer. Snart melder guitar og bas sig i lydbilledets front. Og vokalen er domineret af Lou Reed, der spytter ord som:
- I am the truth, the beauty that causes you to cross your sacret boundaries..
James Hetfield kommer betydeligt tættere på traditionel sang, når han lægger i med noget, der kunne kaldes et omkvæd:
- I am the root. I am the progress..
For hårdt prøvede fans af Lou Reed (som undertegnede) kommer det ikke som nogen overraskelse, at den gamle Velvet Underground-stifter ikke synger (dét har han ikke gjort i årtier)
Lou leverer det, man i gammeldags musikkredse ville kaldte 'spoken word'. Hetfield serverer 'Metallica-vokal', som vi kender og elsker den.
Og sammen leverer LouTallica en frisk og dybt provokerende (gen-)start på to karrierer, der i årevis har stået i stampe.
