Carl Emil Petersen sagde på én gang farvel til sit band og sin kæreste. Nu forsøger den tidligere Ulige Numre-frontmand at fortsætte karrieren på egen hånd.

»Det er angstprovokerende at være solo. Jeg har sagt farvel til mit band og slået op med min kæreste. Så kommer tvivlen og dilemmaerne. Jeg er ikke længere den 20-årige knægt, der arbejdede i en vuggestue og skrev drømmende sange om fremtiden. Livet er gået i gang, og man er nødt til at tage styring.«

Carl Emil Petersen er på gaden med noget så unikt som et dobbelt breakup-album.

I foråret meddelte den i dag 26-årige sanger, at hans band gennem seks år, Ulige Numre, var gået i opløsning, og da han samtidig havde slået op med sin kæreste gennem tre år, var han nu fuldstændig på egen hånd. Hvad gør man så?

»Jeg havde brug for at prøve noget nyt. Jeg var begyndt at skrive sange om bruddet med min kæreste, og det blev lidt for underligt at stå og udlevere mit liv for resten af bandet. Allerede da vi afsluttede vores sidste turné for halvandet år siden, kunne jeg mærke, at det ikke var så spændende længere. Der var gået lidt for meget rutine i det,« forklarer han om optakten til Ulige Numres afslutning.

De havde vundet masser af priser, solgt guldplader og spillet på alle landets scener. Carl Emil Petersen var klar til at prøve noget nyt og ville også gerne ud af rollen som forsanger i et ungdomsband.

»Jeg så os som et ungt band med en fed ung energi. Vi kunne sagtens fortsætte for pengenes skyld, men jeg havde brug for at satse og udvikle mig som sangskriver.«

Ulige Numre til Danish Music Awards i 2015.
Ulige Numre til Danish Music Awards i 2015. Foto: Mathias Bojesen
Vis mere

Han griner over, at der desværre ikke gemmer sig en historie om et kæmpe skænderi internt i bandet.

»Det ville jo være fedt pr-mæssigt for mit nye album, hvis der var tale om et Oasis-agtigt katastrofebrud, men vi er faktisk stadig ret gode venner. Vi startede med at spille sammen, da jeg var 19 år, men bare fordi man er gode venner, behøver man jo ikke være gode sparringspartnere. De andre har også gang i en masse nye ting nu, og de forstår godt, hvorfor jeg havde brug for at prøve noget nyt.«

Ét medlem fra Ulige Numre har Carl Emil Petersen dog ikke kunne give slip på. I forbindelse med soloalbummet og de nye solo-koncerter har han spurgt sin grandfætter Jacob Ulstrup, om ikke han ville fortsætte med over i hans nye projekt.

»Det var ikke planen til at begynde med, men det gik op for mig, at jeg jo skulle til at arbejde med en masse nye mennesker på et professionelt plan, og der var det rart at have en med på holdet, som jeg havde kendt hele livet, og som for eksempel er ligeglad med penge. Der vil aldrig komme noget imellem os.«

Debutkoncerten som solosanger foregik i juli på årets Roskilde Festival, hvor han fik lov til at spille på den næstestørste scene ’Arena’ foran 10.-15.000 mennesker. Både publikum og anmeldere jublede, og en nervøs Carl Emil Petersen kunne ånde lettet op.

»Jeg følte virkelig, at det var en afgørende koncert for min solokarriere. Vi forberedte os i månedsvis, og jeg var bange for, at charmen fra Ulige Numre var gået tabt. Forstod folk mit nye udtryk? Det gjorde de heldigvis.«

I går udsendte han sit debutalbum ’Natradio’, og selvom han er gået solo, vil han stadig spille Ulige Numre-sange til sine koncerter. Han tager ikke afstand fra sin fortid, han vil bare gerne prøve nye sider af talentet.

»Måske laver jeg næste gang et countryalbum eller måske hård rock. Det handler bare om at forblive sulten og kreativ.«