Hvem har ikke – bare engang imellem – følt et stik af jalousi? Det er der intet forkert eller skammeligt i.

Jalousi er en fuldstændig naturlig følelse, der får os til at gøre os umage og får os til at mærke, at vi faktisk kan miste vores partner, hvis ikke vi strammer op og bliver den mest interessante i flokken – sådan lidt firkantet sagt.

At være jaloux er altså ikke nødvendigvis en dårlig følelse. Det er en følelse, der fortæller dig, at du har noget på spil, at du risikerer at miste noget, der er vigtigt for dig.

Den ustyrlige følelse

Når det er sagt, kan vi også blive enige om, at jalousi kan være fuldstændig ødelæggende – for kærligheden og det parforhold, man så inderligt ønsker skal vare for evigt.

For jalousi kan få os til at opføre os tosset. Så tosset, at hvis man så sin egen adfærd udefra, ville man græmme sig og krybe i et musehul.

Den kan få os til at opføre os på måder, vi slet ikke kan genkende i os selv, hvilket er én af grundene til, at stor og ødelæggende jalousi ofte går hånd i hånd med brødbetyngede undskyldninger.

Mange aftener er blevet ødelagt, fordi en jaloux partner var i sine følelsers vold. Mange mennesker er blevet mistænkeliggjort for flirt eller utroskab. Ofte har jalouisen skabt mistillid og bygget en følelsesmæssig mur mellem to mennesker, som faktisk bare elsker hinanden.

I sidste ende kan jalousien blive så ødelæggende, at det ender med et brud. Nøjagtig dét, man frygtede og forsøgte at undgå.

Min erfaring med jalousi-arbejde er, at jo mere man fodrer det grønne monster, des mere vokser det. Fordi følelsen kommer til at fylde mere og mere.

Hvis din partner forsøger at hjælpe dig ved at blive hjemme, eller ved at hoppe og danse efter jalousi-monstrets pibe – jamen, så vil det bare have mere og mere.

Kunsten er at lære, at de følelser og impulser, jalousien skaber, kan håndteres – uden at du handler uhensigtsmæssigt på dem.

Din partner kan vise dig masser af omsorg, støtte og kærlighed uden at hoppe og springe for jalousi-monsteret. Man kan nemlig sagtens anerkende, at ens partner har det svært, uden at man forsøger at fikse problemet.

At forsøge at ’rette ind’, gør faktisk blot situationen værre.

Lær at styre dit fokus

En af teknikkerne til at håndtere jalousi er at lære, at du faktisk kan styre dit fokus. Altså selv bestemme, hvor du retter din opmærksomhed hen. De ting, du giver mest opmærksomhed, vil naturligt fylde mest i dit liv. Sådan fungerer vores hjerner.

Drømmer du om at blive gravid, vil du f.eks. pludselig synes, at nærmest alle, du møder på din vej er gravide. Fordi dit fokus er rettet mod dét.

Men det er egentlig, din hjernes måde at prøve at hjælpe dig. Når den får indtryk af, at noget bestemt er vigtigt for dig, vil den automatisk sørge for, at du får langt flere af den slags input/idéer.

Mht jalousi betyder det, at jo mere du beskæftiger dig med, hvordan din partner måske vil svigte dig, des flere ’idéer’ returnerer hjernen med.

Pludselig kan du ikke tænke på andet, men ser spor efter flirt og utroskab alle steder. Det er natuligt for hjernens måde at arbejde på, men det er dybt uhensigtsmæssigt, da jalousien i bund og grund er pure opspind.

Vil du takle din jalousi skal du lære at styre din opmærksomhed mod andre emner.