Jolene i Kødbyen står potentielt og mangler arbejdskraft.

Fredag 13. januar valgte 12 ansatte på natklubben nemlig at sige farvel og tak til deres stillinger og siden er 10 andre også stoppet i solidaritet med deres kollegaer.

Dermed er 22 af de 25 ansatte stoppet.

Ifølge et brev fra medarbejderne, der er sendt til Politikens Ibyen redaktion, skyldes den pludselige opsigelse, at de i længere tid har været udsat for 'utrygskabende ledelse, overfusninger og vilkårlige fyringer' af ejeren, Kristian Gøtrik.

Angiveligt skulle det være en episode fredag aften, der fik bægeret til at flyde over for de ansatte.

Asa Harrison, der var ansat på Jolene, fortæller til mediet, at en verbal krænkelse blev et vendepunkt for alle ansatte.

En anden nu tidligere ansat ved navn Giulio Bettios fortæller, at han sammen med tre andre blev fyret af ejeren natten til lørdag, fordi han sad og drak en fyraftensøl med de andre.

At de 22 medarbejdere har valgt at forlade deres stillinger har skabt stor opmærksomhed på sociale medier, hvor artister, dj's og søsterbaren Joy har delt deres støtte til medarbejderne og lagt afstand til natklubbens ledelse.

B.T. ville gerne have forholdt Krisitan Gøtrik kritikken fra medarbejderne, søsterbaren og stemmerne fra miljøet, men han er ikke vendt retur på vores henvendelser.

Til Politiken har han i et skriftligt svar beskrevet, at han mener, der er tale om en 'misopfattelse' af situationen fredag.

Ifølge hans version af aftenen skulle en medarbejder have kastet en dåse på ham, hvorefter han vælger at bortvise pågældende.

»Herefter vælger tre øvrige medarbejdere at forlade stedet med ordlyden 'I quit'. Med andre ord så er ingen personer på noget tidspunkt blevet opsagt. Medarbejderne har selv sagt op mundtligt. En række andre medarbejdere har som en konsekvens af deres misopfattelse af ovenstående forløb valgt at opsige deres timeansættelser,« lyder det.

Ifølge Kristian Gøtrik er han ked af situationen, og han fortæller, at medarbejderne har valgt ikke at efterleve den kontrakt, de har på 14 dages opsigelse, ved ikke at dukke op til deres vagter.

B.T. har forsøgt at få en kommentar til, hvornår Jolene åbner igen, men Krisitan Gøtrik har ikke reageret på vores henvendelse.

På Instagram har baren skrevet, at 'Jolene er lukket indtil videre' i et opslag.

Foto: Jolene/Instagram
Foto: Jolene/Instagram
Vis mere

De kommende arrangementer på Jolene er derfor umiddelbart sat i bero.