Det er ikke noget nyt, at ladcykler er i stor risiko for at blive hapset af langfingrede tyve.

Men det er alligevel opsigtsvækkende, at man helt åbenlyst skærer låsen på en ladcykel op foran massevis af mennesker.

Ikke desto mindre var det lige præcis det, som en mand i københavnerbydelen Vanløse onsdag aften var vidne til.

Han har ikke lyst til at stå frem med navn, men fortæller:

»Jeg stod i min lejlighed og hørte pludselig lyden af en vinkelsliber, og da jeg så ser hen mod indkøbscentret Kronen, står der to mænd,« siger vidnet og fortsætter:

»Den ene står og spejder lidt, mens den anden er ved at skære en lås op med en vinkelsliber. Det larmer og giver masser af gnister. Da den er skåret op, skynder han sig at cykle væk.«

Du kan se videoen øverst i artiklen.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Vidnet kontaktede herefter politiet, der hurtigt var på stedet. 

Dog ikke så hurtigt, at de nåede at tale med de to mænd. Ikke så vidt vidnet i hvert fald kunne se.

Københavns Politi siger til B.T.:

»Københavns Politi kan bekræfte, at vi i går var til stede i forbindelse med det pågældende cykeltyveri. Der er ikke foretaget anholdelse i sagen,« oplyser vicepolitiinspektør Peter Reisz fra Københavns Politi i et skriftligt svar og fortsætter:

»Det er desværre ikke første gang, at vi ser den form for skrupelløs adfærd, hvor cykeltyve ved højlys dag benytter en vinkelsliber til at skære en lås over. Det er brugbart, at en borger har filmet tyveriet, og skulle der være nogen, der kan genkende gerningsmændene, så hører vi gerne fra dem på 1-1-4.«

»Vi gemmer selvfølgelig også videoen, da det kan være, at vi kan genkende gerningsmændene fra andre sager,« siger Peter Reisz.

Han fortæller derudover, at man faktisk fik et tilsvarende tip natten til lørdag.

»Ser man den slags aktiviteter, kan jeg kun opfordre til, at man kontakter politiet. Det skete fx natten til lørdag, hvor vi modtog et tip fra en borger, der var vidne til et lignende cykeltyveri på Islands Brygge, hvor gerningsmanden også benyttede en vinkelsliber til at skære låsen over på en ladcykel. Her fik vi kort efter anholdt den formodede gerningsmand,« siger Peter Reisz.

Ifølge Danmarks Statistik blev 17.316 cykler meldt stjålet i København i 2023. Det er 10 år siden, antallet af anmeldelser lå på det niveau. 

Københavns Kommunes seneste tryghedsundersøgelse fra 2023 viser samtidig, at cykeltyveri er den type kriminalitet, som flest københavnere bekymrer sig om.