Trods års politiindsats er hashhandlen i Pusher Street oppe på tidligere højder. HA styrer salget med vold og trusler. »Uacceptabelt,« siger justitsministeren.

Selv om politiet i 2004 kørte bulldozere gennem Pusher Street og i flere år efter patruljerede massivt på Christiania, er hashhandlen tilbage i fristaden med fuld styrke. Det skriver Berlingske.

- Hashhandlen foregår i dag lige så åbent som i 2004 og på samme niveau. Vi har en formodning om, at der sælges for op imod en milliard kroner om året, siger Lau Thygesen, vicepolitiinspektør og chef for Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet.

Vurderingen bygger på politiets løbende efterforskning, senest beslaglæggelsen af 12 ton hash.

Vurderingen virker realistisk, mener Kim Møller, rusmiddelforsker ved Aarhus Universitet. Han har haft adgang til politiets rapporter fra ni måneders video-overvågning op til rydningen i 2004. Narkohandlen blev dengang kortlagt med skjulte kameraer og civilklædte betjente.

- Hvis politiet vurderer, at der i dag handles for en milliard kroner om året, skal det nok passe, siger han til Berlingske.

Men en markant forskel i forhold til 2004-niveauet er, at organisationen Hells Angels ifølge politiet befæster deres dominans på Christianias hashmarked gennem trusler og vold.

- Når der omsættes for op imod en milliard kroner om året, er der ingen tvivl om, at HAerne virkelig har et økonomisk incitament til at holde fast i området. Det er vores klare indtryk, at HA finansierer en stor del deres virksomhed med hashhandlen på Pusher Street, siger Lau Thygesen.

Folketingets retsudvalg tager torsdag i denne uge på en såkaldt studietur, hvor formålet er »at drøfte udviklingen i bl.a. kriminalitets- og sikkerhedsniveauet på Christiania og i nærområdet.

Justitsminister Morten Bødskov (S) understreger på forhånd, at situationen er uacceptabel.

- Der er ingen tvivl om, at der er et alvorligt problem med hashhandel og organiseret kriminalitet på Christiania. Derfor har politiet i særlig grad fokus på bagmændene, som er Hells Angels og relaterede bander, siger ministeren til Berlingske.

Christianitter beskriver til Berlingske, hvordan Pusher Street også i dagligdagen kaster en stadig mørkere skygge over flipperdrømmen om en fristad.

Kan Christiania nogensinde blive fri for rockere? Deltag i debatten herunder: