Da en 65-årig kvinde mandag formiddag gik tur med sin veninde, blev hun mødt af et syn, der fik hende til at kontakte politiet. 

Venindeparret var kommet gående ved Fyvej i Sandvig – nær Hammersø – da de fik øje på en mand, der stod i skovstykket. Han masturberede.

»Ifølge anmeldelsen holdt manden tydeligt øje med de forbipasserende og forlod stedet, da de kom tættere på,« lyder det i tirsdagens døgnrapport fra Bornholms Politi, der også beskriver, at manden var iført et gråt joggingsæt og havde et sort halstørklæde for ansigtet.

Kvinderne fortsatte deres gåtur rundt om Hammersø, som skulle vise sig at byde på endnu et møde med manden.

På et tidspunkt fik de atter øje på ham. Denne gang havde han angiveligt bevæget sig op på nogle klipper for at fortsætte sin onani. 

Politiet har nu indledt en efterforskning af hændelsen og vil derfor meget gerne i kontakt med borgere, der har oplysninger i sagen. 

Ved man derfor noget om manden, der beskrives som værende mellem 25 og 40 år gammel, lys i huden og kraftig af bygning, bedes man ringe 114.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.