Københavns Politi har i samråd med forældrene frigivet navn og billede på den 16-årige dreng, der mandag aften blev dræbt af skud foran sin bopæl i København.

Politiet ønsker at komme i kontakt med folk, der har set den 16-årige Servet Abdija i tiden op til drabet kl ca. 21.05 mandag den 16. oktober 2017.

»Selv om vi også har en række andre spor at arbejde med, så er det vigtigt, at vi hører fra alle vidner i denne sag. Så kontakt politiet - vi sidder klar ved telefoner,« siger efterforskningsleder Hans Erik Raben fra Københavns Politi.

Mandag aften kom Servet Abdija hjem til sin bopæl i Ragnhildgade 48. Foran indgangen til nummer 48 blev drengen ramt af omkring seks skud:

»Han kommer hjem omkring kl. 21 i går aftes (mandag, red) og der bliver han passet op af tilsyneladende tre gerningsmænd, der kommer bag ham, anråber ham og kort efter lyder de her skud, hvor han bliver skudt foran sin egen opgang,« fortalte efterforskningsleder Hans Erik Raben dagen efter drabet.

»Gerningsmændene har været så tæt på, at de godt ved, hvem de er gået efter. Stedet har været oplyst,« tilføjede efterforskningslederen ved den lejlighed.

Politiet har endnu ikke oplyst, om det har konkrete mistænkte. Gerningsvåbenet er heller ikke fundet endnu. Men der er fundet hylstre og andre tekniske spor.

Vidner har beskrevet to til fire gerningsmænd med atletisk udseende, og politiet leder efter nogle på 15-20 år. De er tilsyneladende flygtet ad stisystemet og ud til en mørk bil ved Studsgaardsgade

Servet Abdija var født i Danmark og havde makedonske rødder. Han havde efterårsferie og var på vej hjem, efter at han havde været lidt rundt i byen og spillet bold med nogle venner ved Tagensbo Skole.

Politiet vil meget gerne tale med flere vidner, der så vennerne i løbet af dagen.

Den 16-årige var ikke kendt af politiet.

»Han levede et ganske normalt liv, som unge mennesker gør. Et normalt og fornuftigt liv,« har Hans Erik Raben tidligere sagt til BT.

Vidner kan kontakte Københavns Politi på 33 14 14 48.

Opdateres...