Tre nu omkomne danskere begav sig ud på »en selvmordsmission«, da de fredag sejlede ud fra Portugal midt i et voldsomt stormvejr.

Det siger en lokal surfer til B.T. Hun bor i byen Peniche, hvorfra de tre danskere sammen med en fjerde endnu uidentificeret person fredag morgen stævnede ud, og hun melder om »enorme bølger«.

Det endte med at koste dem alle livet. 

Kysten uden for byen, der er kendt for sine mange surfere og sejlbåde, var fredag tom for begge dele, siger hun. 

Dagen forinden havde lokale myndigheder udstedt 'rød alarm' og advaret om bølger op til otte meters højde, skriver The Portugal News.

»(Der var, red.) bestemt ikke en eneste surfer eller fiskerbåd i dag,« lyder det fredag fra kvinden, som selv har surfet i næsten 20 år.

Vandet ud for Portugals kyst har de seneste dage været voldsomt som følge af stormen Ciaran, bemærker B.T.s kilde og siger om havet tilstand fredag:

»Det var enormt og noget rod. Super kraftfuldt. Hvidt vand fra bølger over alt.«

Alligevel valgte de fire personer at sætte sejl om morgenen. 

Lokalt medie: To mænd og to kvinder på mellem 46 og 61 år

Båden kæntrede senere på dagen cirka en kilometer ud for Portugals kyst og blev fundet på en strand ved byen Santa Cruz lidt nord for Lissabon. 

I alt blev fire - to mænd og to kvinder - fundet døde i nærheden. 

Ifølge det portugisiske medie CM Jornal er der tale om to mænd på 57 og 59 år og to kvinder på 46 og 61 år. B.T. har endnu ikke fået dette bekræftet fra andre kilder.

Hvor tre af personerne er identificeret som danskere af lokale myndigheder, mangler der fortsat identifikation af den fjerde omkomne. 

Kilden, som B.T. har talt med, er ikke overrasket over det tragiske udfald.

»Ingen ville have overlevet at falde ud af en båd i dag,« siger hun.

»Det var alt for farligt.«

De portugisiske søfartsmyndigheder, der har identificeret ofrene som danskere, har ikke en mere præcis beskrivelse af deres identitet. 

B.T. har sendt en forespørgsel til Udenrigsministeriet.

Stormen Ciaran, der har hærget flere steder i Europa, har kostet mindst 15 mennesker livet, skriver France 24 fredag.