Hvem var den unge kvinde, der hjalp og ringede efter en ambulance, da en anden kvinde væltede i bus 8A mod Valby og kom alvorligt til skade?

Det spørgsmål stillede Lis Winther mandag aften på Facebook. Hun er søster til den tilskadekomne kvinde, Pia, der under uheldet brækkede kindbenet, fik massiv hjernerystelse og total hukommelsestab.

»Jeg, min mor og min søster er i bus 8A ca. 14.30 på vej mod Valby, og du er også i bussen med din store oppakning. Bussen stopper og speeder op og min søster falder og vi får hende ud af bussen. Du lægger hende i aflåst sideleje på din sovepose, ringer efter ambulance og er os til stor hjælp,« skriver Lis Winther.

Hun er nu i gang med at søge om skadeserstatsning og håber derfor på, at den unge kvinde vil vidne i sagen. Uheldet skete tirsdag den 30. juni, og efterlysningen er siden mandag aften blevet delt over 50.000 gange på Facebook.

De mange delinger har desværre ikke ledt søstrene på sporet af redningskvinden endnu. Dog har et tip fra en bruger fået Lis Winther til at kontakte alarmcentralen, der i København drives af Københavns Brandvæsen. Og de har nu sat en intern efterlysning i gang, fortæller Lis Winther til BT.

»De vil nu prøve at efterlyse den unge pige der og give hende mit telefonnummer, så hun kan kontakte mig. Hun var virkelig fantastisk, så det ville betyde rigtig meget at komme i kontakt med hende,« siger Lis Winther, der er dybt taknemmelig for alle de folk, der har delt hendes opslag.

»Det er jo helt fantastisk. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at mine få venner på Facebook kunne føre til, at så mange bare deler og deler,« siger hun.

Kender du kvinden, der hjalp Lis Winther og Pia den dag i bussen? Så tag kontakt til hende på Facebook.

Du kan også skrive til os på 1929@bt.dk.