Det var efter en træning i Randers FC, Kevin Conboy blev klar over, at noget var helt galt.

Den dag – i efteråret 2018 – tog Superliga-klubbens sportsdirektør fat på ham for at fortælle, at en Rasmus havde ringet.

Opkaldet skulle senere føre Kevin Conboy på sporet af, hvordan hans egen svoger som leder af flere af hans selskaber havde begået underslæb for millioner og forfalsket fodboldspillerens underskrift.

Hvordan vender vi tilbage til om lidt.

Svindlen kostede fredag den nu tidligere svoger, Dion Brockdorff, en ubetinget dom på to år og seks måneders fængsel, som faldt ved Retten i Odense.

Allerede inden retssagen havde Dion Brockdorff i medierne erkendt langt størstedelen af de 11 forhold i anklageskriftet, hvor selve underslæbet beløb sig til knap fem millioner kroner.

Hans svindelnummer, der næsten udelukkende foregik gennem Kevin Conboys administrationsselskab DKadministration Aps blev offentligt kendt allerede i efteråret 2019, da han blandt andet blev afsløret med skjult kamera i TV 2-programmet Operation X.

Men cirka et år tidligere anede Kevin Conboy altså intet om, at svogeren, han havde fuld tillid til, begik systematisk underslæb gennem en virksomhed, Dion Brockdorff selv havde rådet fodboldspilleren til at investere i.

Alarmklokkerne burde måske have ringet allerede i juni 2018, da Kevin Conboy ud af det blå fik besked i sin e-Boks om, at han var blevet indsat som direktør.

Fodboldspiller Kevin Conboy havde fuld tiltro til sin nu tidligere svoger Dion Brockdorff, som gennem mere end et år svindlede ham for millioner gennem administrationsselskabet DKadministration ApS. Fredag blev Dion Brockdorff dømt ved Retten i Odense. Foto: Martin Dam Kristensen/Ritzau Scanpix
Fodboldspiller Kevin Conboy havde fuld tiltro til sin nu tidligere svoger Dion Brockdorff, som gennem mere end et år svindlede ham for millioner gennem administrationsselskabet DKadministration ApS. Fredag blev Dion Brockdorff dømt ved Retten i Odense. Foto: Martin Dam Kristensen/Ritzau Scanpix
Vis mere

På det tidspunkt havde Dion Brockdorff fået en konkurskarantæne, så han i fem år ikke måtte indgå i en administrationsvirksomheds ledelse.

Men det vidste Kevin Conboy ikke, så da han ringede og spurgte, hvad der foregik, fortalte Dion Brockdorff, at der var sket en fejl, som ville blive rettet.

For det var først efter henvendelsen fra Rasmus – flere måneder senere – at Kevin Conboy fandt ud af, at der foregik noget mistænkeligt.

Det forklarede fodboldspilleren onsdag formiddag fra sin plads i vidneskranken.

Mens Dion Brockdorff vendte ryggen til og undlod at kigge direkte på Kevin Conboy, fortalte fodboldspilleren, hvordan han i 2018 ikke havde andet end grund til at stole på sin svoger.

»Jeg får fat i den pågældende Rasmus, som jeg ikke aner, hvem er,« forklarede Kevin Conboy i retten.

Rasmus fortalte, at der manglede penge på en konto, som DKadministration Aps havde adgang til.

Derefter tog Kevin Conboy fat på Dion Brockdorff, som igen forklarede, at der var sket en fejl.

Den tidligere Superliga-spiller Kevin Conboy var tæt på at gå konkurs, efter hans ekssvoger Dion Brockdorff stod for at investere i og drive flere selskaber.
Den tidligere Superliga-spiller Kevin Conboy var tæt på at gå konkurs, efter hans ekssvoger Dion Brockdorff stod for at investere i og drive flere selskaber. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men kort efter blev Kevin Conboy kontaktet af en ansat hos DKadministration Aps, som fortalte, at noget så mystisk ud. Kevin Conboy kørte derfor hen for at mødes med Dion Brockdorff, som mødte ham med en frustreret og opgivende attitude.

»Der begyndte jeg for første gang at få bange anelser om det, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig,« forklarede Conboy i retten.

Den efterfølgende granskning med Conboys advokat viste, at det stod slemt til, og at det hele med det samme skulle erklæres konkurs.

Ikke kun DKadministration Aps, men også Kevin Conboys andre selskaber, som Dion Brockdorff havde været inde over.

»Det overrasker mig, hvordan det er strikket sammen. Det virker som et stort edderkoppespind,« siger Kevin Conboy.

Indtil da havde han haft indtryk af, at alt var fint – for det var det, han var blevet fortalt.

»Jeg stoler jo på det pågældende familiemedlem, jeg har ikke grund til andet,« siger han.

I dag er den tillid fuldstændig forduftet, og de to har ikke haft kontakt, siden Dion Brockdorff blev opdaget.

Det fortalte den tiltalte selv i retten mandag.

Han måtte pludselig kæmpe med tårerne og havde svært ved at få ordene frem, da han blev spurgt ind til relationen til den tidligere svoger.

Indtil da havde han roligt og beredvilligt forklaret, hvordan han gennem DKadministration ApS flyttede penge rundt mellem en række kunders, virksomhedens og egne konti.

»Jeg har skrevet et brev for at sige undskyld for alt det morads, jeg har viklet ham ind i,« sagde Dion Brockdorff, som erkendte at have forfalsket Conboys underskrift og udnyttet adgangen til hans penge.

»Jeg har misforvaltet og fejlforvaltet hans penge.«

»Han skulle gennem en konkurs og et offentligt forhør, han ikke har fortjent.«

Samtidig lagde han ikke fingre imellem, da han fortalte om sit eget liv, siden han blev opdaget og offentligt udskammet.

»Jeg er blevet skilt. Jeg har mistet mine børn,« sagde han og fortsatte:

»Jeg har mistet min bolig og med ét slag halvdelen af min familie. Jeg har mistet størstedelen af min vennekreds, og jeg har mistet al anseelse og al respekt.«

Både inden og efter de omfangsrige økonomiske forbrydelser har han også været tynget af en række psykiske problemer og flere medicinkrævende diagnoser.

Det fremgik også af den personundersøgelse, kriminalforsorgen i Aarhus lavede af Dion Brockdorff i januar 2021.

Undersøgelsen viste blandt andet, at han er ultra højt begavet, men ikke kan møde stabilt og ikke har evnen til at opbygge venskaber.

Derfor kan han heller ikke bestride et arbejde og har nu fået tilkendt førtidspension.

»Jeg har været i fængsel derhjemme i tre-fire år,« sagde han i retten.

Ud over dommen på to år og seks måneders fængsel for 10 ud af de 11 forhold i anklageskriftet, blev Dion Brockdorff dømt til at tilbagebetale mere end to millioner kroner til de forurettede i sagen.

Under retssagen vurderede han selv, at han dermed ville stå tilbage med en gæld i omegnen af 15 millioner kroner, fordi han også har gæld fra tidligere konkurser.

Ved domsafsigelsen fredag mødte Dion Brockdorff ikke selv op i retten, men gennem sin forsvarsadvokat udbad han sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.