Han ved godt, det er kontroversielt. Han ved godt, at folk bliver forargede, når de hører, hvad han bruger penge på til dømte kriminelle, der afsoner deres straf.

Men forstanderen for Kontraktpensionen Fyn gennem 13 år Kim Damgaard mener, at aktiviteterne er hver en krone værd.

»Min påstand er, at hvis ikke man laver de her aktiviteter, så bliver det dyrere for samfundet i den sidste ende,« siger han, da BT møder den uddannede cand.mag. i idræt på Kontraktpensionen.

LÆS OGSÅ:

Her - kun godt et stenkast fra Egeskov Slot - er tremmer erstattet af vinduer med sprosser og de 16 indsatte har alle det til fælles, at de har haft et stofmisbrug. De er i gang med at afsone den sidste del af deres straf og kan få lov at være på stedet i op mod et år. De fleste passer derfor et job eller er under uddannelse i dagtimerne.

Kim Damgaard viser rundt, mens han uddyber, hvorfor aktiviteterne ifølge ham er godt givet ud.

»Man bliver nødt til at investere i den tunge gruppe af misbrugere. Ellers vender de tilbage til misbrug og kriminalitet. Vi kan se, at det virker. Jeg ved godt, at vi bliver hjulpet lidt af, at de allerede har været i behandling i fængslerne, inden de kommer her. Men tre ud af fire af dem, der har været her, klarer sig jo efterfølgende, hvilket er noget bedre end Kriminalforsorgen generelt,« siger han med henvisning til at antallet af gengangere i fængslerne er steget de senere år, så det nu er 30 pct, der er tilbage i fængsel indenfor to år.

Har du dokumentation for, at 75 pct. af dem, der har været her, kommer ud af kriminalitet efterfølgende?

»Nej, for jeg må ikke trække tal i Kriminalforsorgens statistik. Det er mit skøn, som jeg har lavet ud fra, når jeg snakker med indsatte. Mange kender jo hinanden. Men det kan da sagtens være, der sidder folk i fængsel igen, som jeg ikke kender til.«

Kun et skøn

Så du aner reelt ikke, i hvor høj grad det her virker?

»Det er et skøn.«

Men Kim Damgaard, mener du virkelig, det hjælper dem, at I tager dem med ud at dykke?

»Jamen, der ligger jo en personlighedsopbygning i det. Det handler om at opbygge deres person og udsætte dem for andet end det, de er vant til. Det er en del af at skabe et nyt liv for de her stofmisbrugere.«

Hvordan skaber man et nyt liv for dem ved at se Ørkenens Sønner med dem?

»Det at tage dem i f.eks. teatret, handler om at vise dem, hvilke muligheder man har for at fylde sin fritid ud med noget. For man skal huske, at en stofmisbruger bruger 24 timer i døgnet på at skaffe stoffer og være kriminel. Når man så pludselig stopper med at tage stoffer, skal døgnet fyldes ud med noget andet. Så udover at de i dagtimerne går i skole eller aktiveres, så forsøger vi at fylde deres fritid ud med noget,« siger han.

Men er det virkelig nødvendigt med en så stor mængde af aktiviteter?

Ingen vold mod personalet

»Ja, for meget af det handler jo lige så meget om at skabe relationer til dem. Mange af misbrugerne har måske været udsat for seksuelt misbrug, vold i opvæksten, misbrug osv, og for at de skal begynde at åbne op for det, så skal man have en god relation. Og det er måske nemmere, hvis man er ude at fiske sammen, end hvis man sidder i en rundkreds. Og jeg synes roligt, man kan sige, at vi har det godt sammen. Vi har eksisteret i 13 år, og vi har ikke haft en eneste episode med trusler og vold mod personalet.«

Vi lever jo i en tid, hvor der skal spares - også i Kriminalforsorgen. Kan du forstå dem, der tænker, at en skitur til indsatte, som afsoner en straf for en forbrydelse, måske ikke lige er det bedste sted at bruge pengene?

»Jo, jeg ved godt, at folk nemt bliver pikeret, når de hører det her. Og det forstår jeg sådan set godt, hvis ikke de kender baggrunden. Jeg mener dog, at vi faktisk sparer samfundet for penge, når nu vi har færre, der vender tilbage til kriminaliteten. Vi investerer jo i de her mennesker. Og jeg mener, vi har vist, det er en god investering.«

Han mener derfor, at kritikerne bør stikke piben ind. Alternativet er, at piben begynder at gå på omgang igen.

»I bliver nødt til at erkende vigtigheden af at lave noget aktivt med misbrugerne. For vi er vant til, at man sørger, for at de laver noget i det daglige med job og uddannelse, men hvad sker der, hvis man bare lader dem være i deres efterfølgende otte vågne timer i døgnet? Så tror jeg ikke, det varer længe, før hashpiben går rundt.«

Læs også:

De mange aktiviteter er ifølge forstanderen en slags oplæring i livet efter fængslet.

»Vi skal jo lære dem, hvad vi andre almindelige mennesker går til. Så når vi går i biografen med dem og spiller badminton, så er det en oplæring. For det er vigtigt, at de ikke går og keder sig.«

Kan du forstå, hvis ofre for f.eks. grov vold og drabsforsøg føler sig stødt over, at deres overfaldsmænd får skiferie på statens regning?

»Det er ikke en skiferie. Men vi har to gange i pensionens historie lavet en dagstur for at stå på ski. Men selvom jeg forstår ofrene og synes, det er ulykkeligt for dem, så er min opgave at få misbrugerne ud af kriminalitet, og så må andre tage sig af ofrene.«

LÆS MERE I BT SØNDAG:

  • Oversigt over de samlede aktiviteter og udgifter
  • Landsforeningen Hjælp Voldsofre: Vi er ærgerlige over, at ofrene ikke har samme muligheder
  • Krininalforsorsen: Derfor betaler vi for aktiviteterne
  • MInister går ind i sagen