Hen over sommeren har den østjyske by Ulstrup været plaget af en række påsatte brande.

Det er fortsat uvist, hvem der står bag de mange brande.

Men torsdag klokken 00.32 klappede fælden i hvert fald for en 50-årig mand. Det skriver TV 2 Østjylland.

Politiet har anholdt den 50-årige i forbindelse med efterforskningen af en brand, der fandt sted i Ulstrup onsdag aften klokken 22.18.

Her skulle manden angiveligt have sat ild til en skraldespand nær Røde Kors' butik. Han er derfor sigtet for brandstiftelse.

 Torsdag eftermiddag er manden blevet fremstillet i grundlovsforhør, oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X.

Politiet vil nu efterforske, om manden kan sigtes for de øvrige brande i byen.

B.T. følger sagen.