En 42-årig mand er fredag blevet dømt for at have misbrugt sin steddatter og biologiske datter seksuelt.

Sagen har kørt ved Retten i Hjørring siden tirsdag, og nu er dommen altså faldet.

10 måneders ubetinget fængsel blev overgrebene takseret til.

»Det er i overensstemmelse med praksis på området,« siger anklager på sagen, Kristina Frandsen.

Manden blev dømt for alle forhold i anklageskriftet.

I alt var den 42-årige tiltalt for tre forhold, hvor det første skulle være sket i perioden 1. marts 2005 til 1. juli 2007 på en adresse i Hjørring.

Her skulle tiltalte have haft 'andet seksuelt forhold end samleje med sin steddatter'.

I det konkrete forhold var den 42-årige tiltalt for blandt andet at have befølt hende i skridtet, mens hun sov.

De to andre forhold har ifølge anklagemyndigheden fundet sted ni år senere, i 2016, mod den 42-åriges biologiske datter, der på dette tidspunkt var ni år gammel.

Her har den 42-årige udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed til at røre sin datter i skridtet, ligesom han har tvunget hende til at røre ham i skridtet.

I retten nægtede den 42-årige mand sig skyldig, men dommeren lagde vægt på døtrenes vidneudsagn, da dommen skulle afgøres.

»Retten lægger de to pigers forklaring til grund og tilsidesætter hans forklaring. Mængden af detaljer i pigernes forklaring samt det, at de er to, gør, at man lægger deres forklaring til grund,« siger Kristina Frandsen.

Den 42-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke byrettens dom.