Skilsmissekrigen mellem skuespillerparret Brad Pitt og Angelina Jolie ser nu ud til at være blevet skudt i gang.

I hvert fald erfarer det amerikanske magasin People, at Brad Pitt fredag indsendte en begæring om fælles forældremyndighed over de seks børn, han har med Angelina Jolie.

Han anmodede både om fælles fysisk forældremyndighed og fælles juridisk forældremyndighed, skriver People.

Omvendt er det tidligere kommet frem, at Angelina Jolie har søgt om at få den fulde fysiske forældremyndighed, fælles juridisk forældremyndighed og om at give sin kommende eksmand samværsret.

Den fysiske forældremyndighed afgør, hvor børnene skal bo, mens den juridiske afgør, hvem der har det sidste ord om blandt andet børnenes uddannelse og velfærd.

Har siddet fast i skilsmisseforhandlingerne

Kampen om forældremyndigheden har været det helt centrale emne i skilsmissesagen, som de to parter ifølge People har siddet fast i forhandlinger om de seneste mange uger.

Det var Angelina Jolie, der i midten af september indsendte papirerne om skilsmisse. 'Uforenelige forskelle' stod markeret som årsagen til bruddet mellem parret, der har været sammen i næsten tolv år - to af dem som ægtefolk.

At Angelina Jolie ud fra retsdokumenterne har søgt om den fulde fysiske forældremyndighed, men hun vil give Brad Pitt samværsret, har tidligere undret skilsmisseadvokaten Peter Walzer, der for nogle år tilbage stod for skuespillerinden Katie Holmes' skillemisse fra Tom Cruise.

Den undrede ham især, fordi der i Angelina Jolies retsdokumenter ikke stod et ord om anmodning om hustrubidrag eller andre penge. Det fortalte han til det amerikanske sladdermedie Page Six i september.

»Jeg undrede mig over, hvorfor hun har gjort det. Det er i sandhed mærkeligt, og det kommer til at se meget usædvanligt ud for dommeren, fordi hun ikke beder om andet,« sagde han.

»Ingen ægteskabspagt er nævnt i disse papirer. Hun har ikke bedt om hustrubidrag eller penge til advokater. Det er tydeligt, hun ikke vil have penge. Hun vil have børnene,« vurderede Peter Walzer.

Brad Pitt og Angelina Jolie mødtes i 2004 under indspilningerne til filmen 'Mr. and Mrs. Smith' og blev gift i 2014.

Sammen har de seks børn - Maddox på 15 år, Pax på 12, Zahara på 11, Shiloh på 10 og tvillingerne Knox og Vivienne på otte år.