Den 77-årige filmmand måtte sidste sommer pludselig aflyse alle aftaler resten af året, da han faldt på cykel og brækkede hoften.

Erik Clausen, der har sin daglige gang på Vesterbro i København, var både i gang med en ny film og sit talkshow ’Fra den ene halvdel til den anden 2.0’, da han undskyldende sendte en pressemeddelelse ud.

»Jeg undskylder mange gange over for både publikum og arrangører. Jeg er ved at blive gammel, har jeg måttet indse, og jeg har brug for ekstra tid til at komme i form igen. Jeg regner dog bestemt med at være klar igen til næste år,« skrev han.

I marts ankom han til premieren på Cirkus Arenas nye forestilling støttende til en stok. Til Her & Nu fortalte han, at han havde det godt, og at det ikke gjorde ondt længere.

»Det gjorde vanvittigt ondt, men jeg er frisk igen. Jeg går til genoptræning, og så får man god motion,« sagde han til ugebladet.

Lørdag formiddag her snart et år efter hoftebruddet var Erik Clausen – uden stok – gået ned på Enghave Plads i København for at se den nye metrostation, der åbner ude foran hans hoveddør.

Over for B.T. fortalte han, at det gik godt, og at han nu kunne arbejde videre på sin kommende fim.

»Det går fint, jo tak. Jeg arbejder på min nye film. Jeg sidder og skriver på manuskriptet. Jeg skal også op og skrive videre igen lige om lidt,« lød det fra Erik Clausen.

Erik Clausen.
Erik Clausen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det er så røvkedeligt at skrive manuskript. Så sidder man der og skal beslutte sig for, om han går ind eller ud ad døren,« tilføjede han med et smil.

Han ved ikke, hvornår filmen er færdig. Måske om et års tid. Ulykken forsinkede processen, men han vil heller ikke haste sig igennem, siger han.

»Jeg både skriver og producerer selv filmen, så er jeg sikker på at få en god rolle,« forklarede Erik Clausen og afslørede filmens overordnede handling.

»Det handler om mødet mellem to generationer. En ung pige på 16 år, der hedder Sofie, stikker af hjemmefra og hen til sin morfar, der bor på Vesterbro og er en gammel socialist, der ikke vil indse de nye tider. Jeg spiller selv ham den gamle.«

Erik Clausen var derudover begejstret over sit kvarters nye metrostation, som han sagtens kunne se få en form for rolle i den kommende film.

»Det er jo nærmest en katedral. Det bliver fantastisk at kunne gå ned på gaden og køre direkte til den anden ende af byen. Det er jo som at være i Paris,« kommenterede han om den kommende metrostation, før han gik tilbage for at skrive videre på sin film.

Erik Clausens seneste film ’Aldrig mere i morgen’ fra 2017 solgte 181.702 billetter i biografen og havde blandt andet Bodil Jørgensen på rollelisten.

Hende håber han at kunne få med i sin kommende film.

Sidste år mistede han sin gode ven Kim Larsen, der døde den 30. september.

Selv regner Erik Clausen med at arbejde videre, så længe han kan, og han har ingen planer om at gå på pension.

Han bor på Vesterbro med sin hustru Pernille.

Erik Clausen.
Erik Clausen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

I videoen øverst kan du se den nye metrostation på Enghave Plads i København, som Erik Clausen blandt andet var nede at besøge.