Colin Farrell har glimtvis vist sig som en skuespiller med mere end et glimt i øjet.

Historien om Colin Farrells karriere som skuespiller er næsten så triviel som en Hollywood-film, at den virker som en fiktion i sig selv.

Ung, flot, irsk skuespiller-spire ankommer til Hollywood som 22-årig, lander en hovedrolle i en film af en stor Hollywood-instruktør, får sit gennembrud og deraf følgende roller i en række blockbusters, lever livet udsvævende i en rus af alkohol, stoffer og smukke kvinder – for så som 30-årig at kvittebad boy-ryet og genopfinde sig selv som ædru familiefar og aspirerende karakterskuespiller.

Helt så firkantet kan Colin Farrells livsbane næppe skæres ud, men manden med de mørke, intense øjne har i perioder lignet sindbilledet på en Hollywood-kliché. Skuespille kan han dog, og det er set i glimt hen over den snart tyveårige karriere.

Blev set af de rette i Hollywood

Han var den unge, samvittighedsfulde rebel i ’Tigerland’ a la Brando/Dean, og selvom filmen blev en kommerciel fiasko – den blev stort set ikke vist i de amerikanske biografer – så blev den set af de rette mennesker i Hollywood, der så Farrell som sin generations Dean. Snart blev han tilbudt roller i store Hollywood-produktioner som ’Minority Report’ (over for Tom Cruise) og ’The Recruit’ (overfor Al Pacino), og han var øverst på plakaten i ’Phone Booth’, en irriterende fængende thriller om en mand, der tilfældigvis besvarer en opringning, da han går forbi en telefonboks, og ender som hovedperson i en bizar gidseltagning.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: EDUARDO MUNOZ
Vis mere

Alkohol og stoffer

Sådan gik det over Hollywood-stok og blockbuster-sten, indtil han under indspilningen af ’Miami Vice’-filmen i 2005 måtte erkende, at hans forhold til stoffer og alkohol var af den mindre sunde slags. En tilsyneladende effektfuld afvænning førte til, hvad man med en vis ret kan kalde for et paradigmeskift i hans skuespillerkarriere.

Siden har Farrell sagt ja til roller, der kunstnerisk er mere interessante, end de er indbringende, bl.a. Woody Allens ’Cassandra’s Dream’ og ikke mindst som lejemorderen Ray i den aparte komedie ’In Bruges’. For sidstnævnte modtog han karrierens hidtil fornemste hædersbevisning, en Golden Globe.

Hovedrollen i sidste års Cannes-deltager ’The Lobster’ er endnu et eksempel på, at Farrell nu tør tage chancer med film, der ikke har det rent kommercielle for øje. Filmen foregår i en by, hvor man bliver arresteret for at være single for derpå at blive lukket inde på et hotel, hvor man har 45 dage til at finde kærligheden – ellers bliver man forvandlet til et dyr.