Line Haugsted var i fantastisk form. Hun havde knap et halvt år forinden sat sin underskrift på en kontrakt med den ungarske storklub Györ. Senere på året ventede EM. Men så gik det galt.

I DM-semifinalen faldt Haugsted til jorden og blev skulderskadet, hvilket betød, at hun skulle igennem en operation.

Dermed blev hendes sidste kamp i Viborg-trøjen ikke ligefrem som håbet, og endnu værre var det, at hun måtte vinke farvel til EM-slutrunden, der på grund af VM i fodbold allerede blev spillet i november.

»Da slutrunden kom, begyndte jeg at træne lidt håndbold, så jeg havde haft en bold i hænderne. Jeg var sådan: 'Okay, er det muligt at blive klar?' Hvis det havde været i december, havde det måske været en mulighed, at man kunne have speedet processen lidt op. Men grundet at den lå så tidligt, var det ikke forsvarligt,« forklarer Haugsted.

Haugsted var med, da Danmark sikrede sig bronze ved VM i 2021.
Haugsted var med, da Danmark sikrede sig bronze ved VM i 2021. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den danske bagspiller forsøgte længe at bevare håbet.

Helt indtil en måned før åbningskampen mod den ene værtsnation Slovenien, hvor Haugsted indså, at hun ikke kunne nå at blive klar.

Hun beskriver den missede EM-slutrunde som det hårdeste slag i skadesperioden, og det var heller ikke altid nemt for Haugsted at tænde for tv'et i november.

»Mest var jeg jo glad og stolt, for jeg har jo været med i store dele af processen og ved, hvordan de føler. Jeg synes, det var super sejt, at de kunne komme så langt og tage det skridt videre. Men for min egen del var det da også hårdt,« siger hun og fortsætter:

Line Haugsted er tilbage på landsholdet forud for Golden League.
Line Haugsted er tilbage på landsholdet forud for Golden League. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg var sådan lidt: 'Skal de virkelig vinde det hele første gang uden mig?' Så måtte jeg se positivt på det og sige: 'Hvis de vinder, så får vi jo en direkte plads til OL.' Jeg måtte se fremad og sige, at der kommer rigtig mange spændende ting med landsholdet, og hvis jeg gør mit arbejde godt med skulderen, bliver jeg en del af dem i stedet for.«

Line Haugsted er endelig tilbage på landsholdet, som torsdag møder Norge i Golden League, som spilles i Holland.

Sidst på året gælder det VM på hjemmebane, hvor Haugsted altså kan få slutrundecomeback. Og hun lægger ikke skjul på, at hun glæder sig ekstra meget.

»Ja, det gør jeg faktisk. Nogle gange kan ting godt blive hverdag, og når der sker sådan noget her, sætter jeg bare ekstra meget pris på, at jeg faktisk får lov til at være en del af det.«