Danmarksmestrene fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) gav ikke ved dørene, da holdet hjemme tog imod KIF Kolding København.

BSV vandt opgøret 30-25 i et opgør, hvor gæsterne kampen igennem diskede op med en lang række fejl og slet ikke kunne finde det niveau, der skulle til for at presse BSV i egen hule tidligt i sæsonen.

Begge mandskaber mødte op med en sejr i sæsonåbningen, og der var stor intensitet i opgøret fra kampens begyndelse.

Efter ti minutter bragte Stefan Hunstrup hjemmeholdet foran 6-3.

Det var dog en tæt affære, og der blev scoret flittig de næste fem minutter, hvor hjemmeholdet efter et kvarter førte 7-6.

Efter 18 minutter måtte KIF Kolding København tage en timeout, da flere fejl betød, at man pludselig var nede 6-10.

Det hjalp lidt at få snakket hos gæsterne, som reducerede to gange, før hjemmeholdet igen trak fra og havde svært ved at dæmme op for BSV.

Det gik pludselig stærkt for hjemmeholdet, hvor specielt Nikolaj Markussen var svær at styre for gæsterne, og Markussen gjorde det til 15-9, mens Johan Hansen med få minutter igen bragte BSV foran hele 16-9.

Markussen og Johan Hansen bød hver ind med fire scoringer i en første halvleg, som BSV vandt 17-11.

Tre scoringer af gæsterne efter pausen blev afløst af tre scoringer i træk fra hjemmeholdet, men med et kvarter igen var opgøret åbent, da Cyril Viudes reducerede til 20-23 for KIF.

Et comeback i kampen fra gæsterne lurede, og specielt Magnus Landin Jacobsen imponerede med sin sjette scoring i kampen, da han reducerede til 21-25.

Hjemmeholdet var foran med syv mål lidt over et minut før tid, men KIF fik lov at reducere to gange til slutresultatet 30-25.

Nikolaj Markussen, Sebastian Skube og Johan Hansen scorede alle seks gange for hjemmeholdet, mens Magnus Landin Jacobsen blev noteret for syv scoringer hos gæsterne.

/ritzau/