Selvom pizza scorer toppoint i danskernes foretrukne fastfood, drejer Domino’s Pizza nu for anden gang nøglen om i Danmark.

I en pressemeddelelse fortæller det australske selskab Domino's Pizza Enterprise, der ejer de 27 restauranter i Danmark, at de lukker med udgangen af 2023.

»Isoleret set er det ret vildt, at et verdensomspændende brand som Domino's Pizza ikke kan knække koden i Danmark,« siger B.T.s forbrugerredaktør Niels Philip Kjeldsen.

Men det er ikke første gang, at der kastes en mørk skygge over Domino’s Pizza i Danmark.

Tilbage i 2018 afslørede dokumentarprogrammet Operation X på TV 2, at datomærkerne på råvarerne i restauranten blev ændret, så de så ud til at kunne holde sig længere end den oprindelige holdbarhedsdato.

Bedre blev det ikke, da Domino's efterfølgende blev taget i at omregistrere flere restauranter og på den måde slette en lang række elendige smiley-rapporter fra historikken. 

»Der forsvandt den sidste rest af troværdighed. Som fødevarevirksomhed kan du simpelthen ikke slippe af sted med at sælge en vare, hvor kunderne har indtryk af, at den vare er for gammel eller på anden måde ikke er i orden,« forklarer Niels Philip Kjeldsen.

I marts 2019 erklærede Domino’s Pizza i Danmark sig konkurs.

Men kort tid efter konkursen blev Domino’s Pizza i Danmark opkøbt af det australske selskab Domino’s Pizza Enterprise, der efterfølgende har drevet det som franchisetager fra det amerikanske Domino’s Pizza International.

»De nye ejere, som har været her siden 2019, har jo intet med den gamle sag at gøre, og de har virkelig gjort et bravt forsøg på at etablere sig og komme med en anden og frisk fortælling om Domino's,« siger Niels Philip Kjeldsen.

»Men skaden var uoprettelig. Historien om gamle råvarer har sat sig fast i danskernes opfattelse af Domino's.«

B.T.s forbrugerredaktør sammenligner skandalen med kødskandalen i Super Best.

»Skandalen omkring gamle råvarer hos Domino's er i samme kategori. Det glemte forbrugerne aldrig. Og derfor fik de seneste ejere af Domino's, som altså nu kaster håndklædet i ringen, aldrig en reel chance for at gøre sig gældende i Danmark.«