Det kan blive dyrt for den enkelte, hvis en ny plan fra regeringen bliver til virkelighed.

Meget dyrt endda.

Hver enkelt af de omkring 250.000 danskere, der i dag betaler ind til efterløn, risikerer at miste godt 1,2 millioner kroner – eller mere – hvis regeringens plan bliver til virkelighed.

Det viser beregninger, som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har lavet for Finans.

Regeringen vil nemlig afskaffe retten til det såkaldte seniorjob.

Mister du dit job i slutningen af dit arbejdsliv, kan det være svært at finde et nyt. Et seniorjob er en hjælp til mennesker i slutningen af karrieren, som ender med at gå ledige så længe, at de mister retten til dagpenge.

Har du fem år eller mindre til pensionen, har din kommune i dag – ifølge borger.dk – pligt til at finde et job til dig til overenskomstmæssig løn.

Hvis du vel at mærke er en del af efterlønsordningen.

Det er den ret, regeringen nu vil gøre op med.

Bliver planen gennemført, får det ifølge Finans.dk store økonomiske konsekvenser for de mennesker, der mister deres job tæt på pensionen.

De vil i stedet være nødt til at gå på kontanthjælp, og får dermed et beløb, som for ikkeforsørgere over 30 år er meget lavere end lønnen for et gennemsnitligt seniorjob.

FHs beregninger viser, at det over de fem år, man kan være i et seniorjob, vil give et tab for den enkelte lønmodtager på 1,2 millioner kroner.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen afviser – både i Folketinget og overfor Finans – at afskaffelse af retten til seniorjob er en forringelse af efterlønsordningen. Hun henviser til, at de, der ikke længere vil kunne få er seniorjob, stadig kan gå på efterløn.

Men formand for FH, Lizette Risgaard, er mildest talt ikke enig.

»Selvfølgelig er det en svækkelse af efterlønsordningen. Seniorjobbet har været en selvstændig gulerod for mange, der betaler ind til efterløn, fordi man har været beskyttet mod økonomisk deroute. Og at sige at folk bare kan gå på efterløn, går jo direkte imod regeringens højtelskede arbejdsudbud,« siger hun til Finans.