KOMMENTAR
I sommer var jeg solgt. De spillede godt fodbold på banen, optrådte sympatisk udenfor og virkede professionelle i deres tilgang til deres sport.
Parallelt har de kvindelige landsholdsspillere haft Spillerforeningens direktør, Mads Øland, som deres repræsentant i overenskomstforhandlingerne med DBU.
Det samlede forhandlingskompleks kender vi ikke. Der kommer kun udvalgte oplysninger ud gennem sporadiske udmeldinger fra parterne. Konsekvenserne er derimod alt for tydelige.
I sidste måned kostede det aflysning af den udsolgte EM-revanche mod Holland i Horsens. I sidste uge blev katastrofen total med DBU’s logiske afbud til VM-kvalifikationskampen mod Sverige.
For med Mads Øland (billedet) får man udeblevne svar på henvendelser, udsættelser af møder, ufravigelige krav, dræbende detaljeringsgrad og afpresning i forhold til kommende kampe. Sådan var det allerede i de første to årtier med Mads som formand og siden som direktør. Han tabte tilmed de retssager - i Landsretten i 2007 og i Højesteret i 2009 - han anlagde mod DBU i samme periode.
Han har derimod vundet sine sager mod Divisionsforeningen/Superliga-klubberne. Og siden også sagen om indholdet i den hidtil eneste aftale, han har indgået med DBU’s nuværende ledelse.
Hvorfor lykkes det så først at skabe opbakning til en boykot her i 2017? Fordi han siden konflikten mellem herrelandsholdet og DBU op til kampene mod USA og Frankrig i marts 2015 dygtigt har udnyttet DBU’s håndtering af de sager – fra opførslen over for Morten Olsen til kvaliteten i bespisningen og sundhedsbehandlingen i landsholdslejren - som alle har været dækket i medierne.
Han har taktisk dyrket mistilliden mellem sine medlemmer og fodboldforbundet. DBU er blevet fjenden i en fælles referenceramme for spillerne på begge landshold.
Hvor negativt det end er, er det tilsyneladende en succes for Mads Øland. Han dyrker de synlige konflikter, sender sine populære klienter foran sig i medierne, og tager ikke ansvar for den helhed, han ikke formelt, men reelt, er en del af.
Hans ansvar er kortsigtet sine medlemmers fagforeningsmæssige interesser. Men en boykot af landskampe – tilmed en VM-kvalifikationskamp – er simpelthen ikke i spillernes samlede interesse. Den kan højest være i hans forenings interesse.
Spillerne påstår lettere indigneret, at strategien er clearet med dem. Fint. Så behøver de ikke kigge længere end i det nærmeste spejl for at finde årsagen, hvis de kommende tre skrivebords-points og tre mål til Sverige i sidste ende kommer til at koste den personlige og sportslige oplevelse med deltagelsen ved VM. De truede med en boykot. De fik en boykot.
Derfor er det også tragikomisk, at nogle af spillerne nu fabulerer om muligheden for en erstatningskamp mod Sverige. Antagelsen må skyldes uvidenhed eller mangelfuld rådgivning om de disciplinære konsekvenser af at udeblive fra en landskamp i en internationalt kvalifikationsturnering.
Og modparten? DBU har kendt situationen i ni måneder uden at finde veje til at få den løst. Rigtig god kamp i Kroatien.
