Det kan gå hurtigt i fodboldens verden – rigtig hurtigt.

Det kan den 18-årige FC København-midtbanespiller William Clem i den grad skrive under på.

For godt 14 dage siden fik FCKs Marko Stamenic nemlig karantæne i Champions League, og da FCK i forvejen er noget tyndt besat på midtbanen på grund af skader, så prikkede cheftræner Jacob Neestrup U19-spilleren på skulderen og hev ham op i førsteholdstruppen for en stund.

Dengang havde han ikke spillet et eneste minut for FCK – men nu kan han skrive to FCK-kampe og endda en startplads i en Champions League-gruppespilskamp på cv'et.

Foto: MARCELO DEL POZO
Vis mere

Han var nemlig noget af en kanin i hatten, da FCK tirsdag offentliggjorde den historiske og teenagefyldte startopstilling til kampen mod Sevilla – og han høster giga-roser for sin indsats i 0-3-nederlaget i det sydspanske.

»Han var fremragende. Decideret fremragende. Han gjorde det, som vi bad ham om: At bringe sine styrker i spil, og det er at være rolig på bolden og klog i sine beslutninger. Han tog ikke et dårligt valg i sin forberedelse mod Sevilla.«

»Han spillede simpelt og enkelt, og det er positivt ment. Og så slår de sig på ham,« lød det fra en stolt cheftræner, mens han knaldede en knyttet næve i håndfladen for at vise pokeren fra Clem.

»Vi tog ham op for 14 dage siden, fordi Marko havde karantæne. Allerede dengang duftede jeg jo, at det ville ende med at blive ham, fordi han er en fremragende sekser. Det har vi set i Youth League og på diverse ungdomshold,« forklarede han om valget af den purunge og uprøvede sekser til den skæbnesvangre kamp.

Foto: CRISTINA QUICLER
Vis mere

Omend det endte med et europæisk exit, så har oplevelsen på Estadio Ramon Sanchez Pizjuan givet William Clem noget at glæde sig over.

»Det var vildt. Det var det. Det kan jeg ikke lægge skjul på. Efter kun at have spillet en pokalkamp, så er det vildt at starte inde i en Champions League-kamp. Jeg var spændt, og det gav da noget kriller i maven, da jeg fik det at vide. Så jeg har glædet mig utrolig meget, og det er bare stort,« siger han med et stort smil.

Og det smil fandt han også frem, da den legendarisk Champions League-hymne blev spillet på det spanske stadion.

»At spille Champions League som 18-årig, det sker ikke for alle. Jeg er utrolig stolt over det, og når man hører hymnen, er det bare vildt. Det er jo det, man har været vant til at se på tv i så mange år.«

Unge Clem fortæller desuden, at han efter de seneste to uger med førsteholdet håber på, at han kan spille sig til flere minutter på seniormandskabet – første mulighed for det bliver på lørdag, når FCK gæster Randers FC.