Frustrationen var ikke til at overse i Jürgen Klopps øjne tirsdag aften.

Nederlaget til Røde Stjerne i Champions League behagede bestemt ikke Liverpool-træneren, og det var tydeligt på pressemødet efter kampen.

Her blev Jürgen Klopp bedt om at 'sætte en finger på', hvad der gik galt for det engelske mandskab. Og efter en sukkende indånding lød det tørre og kolde svar:

»Jeg har kun 10 fingre.« Med et helt stift blik rettet mod den fremmødte presse, der ikke efterlod den store tvivl om, hvordan han havde det.

Liverpool tabte tirsdagens opgør i Champions League.
Liverpool tabte tirsdagens opgør i Champions League. Foto: PEDJA MILOSAVLJEVIC
Vis mere

Og Jürgen Klopp havde svært ved at sætte ord på nederlaget, som tydeligvis nagede ham. Dog fik han hæftet sig ved, at Liverpool havde kampens første store chance. Men det lykkedes ikke at score.

Det gjorde det for Røde Stjerne, og det ændrede kampen.

»Hvert mål i en kamp styrer kampen i en bestemt retning. Atmosfæren i forhold til larmen var ikke et problem for os, men efter det andet mål kunne de (Røde Stjerne, red.) lugte det,« siger Jürgen Klopp, der kalder sejren til tirsdagens modstander fortjent.

»Tillykke til Røde Stjerne. Det var fortjent. De har tre point. Vi har ingenting,« sluttede Jürgen Klopp af. Lige så frustreret, som da han startede sit svar på spørgsmålet.