Lyt til artiklen

Mens røgen efterhånden har lagt sig oven på DR’s visning af Ole Bornedals historisk dyre tv-serie ’1864’, er producenterne i fuld gang med at klippe den otte timer lange tv-serie ned til én biograffilm.

Helt fra ’1864’s’ fødsel har det været planen, at der skulle produceres både en tv-serie og en film til det store lærred. Der er endnu ikke fastlagt en premieredato for film-udgaven af ’1864’, men klipningen af den er i fuld gang, fortæller producer og medejer af Miso Film, Peter Bose, til filmsitet kino.dk.

»Vi forventer, at den færdige version er klar i starten af året. Så er det tid til at vise den til biograferne for at se, om de overhovedet ønsker at vise filmen. Hvilket vi selvfølgelig håber, de gør,« siger Peter Bose og gætter på en premieredato engang i efteråret 2015.

I snit fulgte 1.340.000 danskere Peter, Laust og Inge i de otte søndage, ’1864’ løb over skærmen på DR1. Men selvom man har fulgt tv-serien intenst, bliver det en anden oplevelse at se filmen, lover producer Peter Bose.

»Vi klipper 7,5 times indhold ned til en filmlængde på forventet 2-2,5 time. Det er en kreativ proces, der skal gå op i en højere enhed, og der skal træffes mange valg. Det bliver en mere intens og storladen oplevelse på biograflærredet, hvor den fantastiske detaljerigdom samt production value kommer til sin fulde ret,« siger han til kino.dk.

En nylig offentliggjort opgørelse fra Google viser i øvrigt, at ’1864’ var den tv-serie, danskerne søgte næstmest efter på Google i 2014, ligesom ’1864’ generelt var i blandt de ti mest søgte emner på søgetjenesten.