Dagen efter, at vi herhjemme kunne se sidste afsnit af ’1864’ løbe over skærmen, er Ole Bornedals omdiskuterede dramaserie klar til udlandet. Første afsnit af tv-serien har mandag aften premiere på norsk TV2, men allerede inden premieren langer de norske anmeldere hårdt ud efter serien.

De danske tv-anmeldere har langt fra været begejstrede for Ole Bornedals episke tv-drama, og heller ikke deres norske kolleger er imponerede over, hvad Bornedal har fået ud af de rekorrdyre 173 millioner kroner, det har kostet at producere de otte afsnit.

Krigen er i og for sig et godt udgangspunkt for et tv-drama, mener Aftenpostens anmelder, Asbjørn Slettemark. Men især forsøget på at koble hændelserne i 1864 til nutidens moderne Danmark gør, at ”serien kollapser under egne ambitioner,” skriver han.

Han er heller ikke særligt imponeret over de medvirkende skuespillere og føler med de danske tv-seere, der har måttet se ”hele 'Borgen' og 'Broen' tage tidsmaskinen tilbage til 1864”.

»Dialogerne er stive og farce-inspirerede (hold især øje med Sidse Babett Knudsen som Johanne Louise Heiberg), karaktererne er så eftertænksomme og filosoferende, at man længes efter et godt, gammeldags fjernsynsteater. Den dyre produktion bliver insisterende pompøs i stedet for smukt medrivende,« skriver Asbjørn Slettemark og konkluderer til slut:

»Noget er definitivt råddent i tv-kongeriget Danmark; brug ikke dyrebar tv-tid på ’1864’.«

Heller ikke VGs anmelder, Ingvill Dypfest Dahl, er imponeret over tv-serien og kommer i en anmeldelse med overskriften 'Pompøs klichébombe' med flere kritikpunkter:

»Det hjælper ikke meget, at '1864' tilsyneladende er en smuk serie, når overtydelig symbolik og replikker bomber dens hviskende følsomhed ihjel,« skriver hun.

Måske er der dog stadig en chance for at vende de negative, norske anmeldelser til positive. Herhjemme blev anmeldelserne en smule bedre, som serien skred frem.

Første afsnit af ’1864’ sendes på norsk TV2 mandag aften klokken 21.40.