Der er udbrudt krig i kendisland nord for København. Krigszonen er den relativt nye natklub, Club Riva på Rungsted Havn, der blandt andet er ejet af den tidligere DJ Phillip Lundsgaard, som er venner med Dan Rachlin.

Den kendte DJ og meningsdanner spiller derfor ofte på klubben, hvor også Karsten Ree og hans kæreste, den tidligere Oddsettbabe og bedrageridømte Janni Christensen jævnligt kommer.

Men i de sidste måneder er konflikten mellem millionæren og Dan Rachlin eskaleret til en krig.

Karsten Ree er nemlig inkarneret ryger og nægter at finde sig i rygelovens stramme regler. En aften for nylig tændte Ree sig derfor en cigaret inde på natklubben, hvor der er lige så strikse rygeregler som alle andre steder.

»Vi har konkret haft nogle oplevelser med Karsten Ree, hvor han har haft lidt svært ved at opføre sig, sådan som andre, når de er ude på en klub. Jeg er egentlig ikke specielt hysterisk, eller render rundt og leger politibetjent, men jeg opfattede det som dybt provokerende og meget respektløst overfor stedets andre gæster. For reglerne gælder også for Karsten Ree,« siger Dan Rachlin til bt.dk og fortæller, han var nødt til at forlade sin DJ-pult og gå hen til Karsten Rees bord for  i høje vendinger at forklare rigmanden, at der ikke må ryges indenfor på Club Riva.

Men Dan Rachlin taler tilsyneladende for døve øren, når det handler om rygeforbuddet.

»Jeg vil skide på, at der er rygeforbud. Når jeg bliver bedt om at slukke min cigaret, så slukker jeg den, for så har jeg fået lov til at ryge lidt. Og så er jeg glad,« siger Karsten Ree til bt.dk og lægger ikke skjul på, at han før har røget på natklubben. Og så efterlyser Ree i øvrigt det tidligere rygerum på Riva, som ifølge Ree ikke længere eksisterer på stedet.

»Det er jo blevet sløjfet, hvilket er kedeligt og en af grundene til, jeg ikke gider komme der så meget,« siger rigmanden.

Men i lørdags var Ree og Janni Christensen igen at finde på Club Riva i selskab med en forretningsforbindelse fra London. Her gik det ifølge Rachlin helt galt med Karsten Rees opførsel. Hvilket han har lagt en harmdirrende og meget malende beskrivelse af på Facebook .

Ifølge Dan Rachlin ankom Karsten Ree og Janni til klubben og satte sig ved et bord. Stedets værtinde gjorde parret opmærksom på, at bordet var reserveret, men at de var velkomne til at blive siddende, til selskabet kom.  Og så er det, det ifølge både Dan Rachlin og den ene af stedets indehaver, Phillip Lundsgaard, går galt.

»Da selskabet kommer nægter parret, at flytte sig. Det bliver til 'ved I ikke hvem vi er' og en masse bøvl, der først stoppes, da dørmanden fysisk fjerner hr. Ree«, beskriver Dan Rachlin blandt andet episoden på sin facebook og tilføjer: »Jeg synes Karsten Ree og frk. Janni skulle skamme sig!«.

bt.dk har været i kontakt med både Janni Christensen og Karsten Ree, der begge på det kraftigste afviser den kendte DJ's udlægning.

»Det er fuldstændigt hen i vejret. Det er da rigtigt, at vi sad ved et bord, der var reserveret til nogle andre gæster. Men vi sagde, det var fint, fordi vi ikke skulle være der så længe, fordi vi bare lige skulle have en drink. Da selskabet kom og satte sig, rejste vi os op, og sad i fem minutter et andet sted, inden vi gik. Vi er overhovedet hverken blevet smidt ud eller noget. Karsten heller ikke,« siger Janni Christensen til bt.dk.

Men Dan Rachlin fastholder forløbet, som beskrevet på Facebook, lige som han fortæller til bt.dk, at der har været flere konkrete tilfælde med Karsten Rees opførsel på klubben - blandt andet rygningen indendørs - som har fået DJ'en til at løfte øjenbrynene.

»Når man er en meget dygtig forretningsmand, der har lavet mange penge, bør man måske også lige overveje at have lidt respekt for de lokale forretningsfolk, der har lavet det sted, så voksne mennesker har et sted at gå ud,« siger Dan Rachlin og fortsætter:

» Jeg konstaterer blot, at mine venner, der har åbnet det her sted for knap to år siden, de har ikke tjent en eneste krone på nuværende tidspunkt, de lever jo faktisk af, at der kommer nogle folk og lægger en lille smule omsætning, siger Rachlin«  og understreger, at han godt ved, det ikke er ulovligt at nøjes med at drikke et glas postevand eller en sodavand, når man er på en restauration.

»Men det hører også med til, hvordan vi opfatter Karsten Ree, når vi ser ham, « siger Dan Rachlin.

Men den udlægning mener Karsten Ree ikke holder i byretten. I hans øjne handler det i stedet om benhård konkurrence mellem restaurationerne i Rungsted.

»Det kan være den mulige konkurrence, der gør, at Dan Rachlin ønsker at tiltrække sig opmærksomhed på en sag, der slet ikke har været nogen sag. Jeg ved ikke, om det er baggrunden. Men det kan jeg forestille mig.  For jeg har ikke gjort noget forkert. Og jeg har heller ikke fået skæld ud. Jeg har røget derinde, selvfølgelig har jeg det,«  siger Ree til bt.dk og kalder sagen for en storm i et glas vand.