Der er Astralis, og så er der alle andre.

Den sætning er efterhånden blev sagt en del gange, og søndag aften beviste de nok en gang, hvorfor de er verdens bedste Counter-Strike-hold.

Ved finalen i Major-kvalifikationen ESL One: Road til Rio gjorde de danske stjerner nemlig rent bord mod franske G2, da de i overbevisende stil vandt 3-0 i et opgør, hvor de kun afgav otte runder.

Dermed sikrer mandskabet sig 33.000 dollar svarende til lige under 230.000 danske kroner og ikke mindst hele 1.600 point til Road to Rio-ranglisten.

Foto: Blast Pro Series
Vis mere

De mange point betyder nu, at Astralis har taget et stort skridt frem mod årets højdepunkt i november, hvor Majoren skal spilles i Rio de Janeiro.

Der var da også gode forudsætninger for, at det søndag aften skulle ende ud med en dansk sejr.

Allerede inden opgøret var sat i gang, var 'dev1ce', 'dupreeh' og resten af Astralis-drengene nemlig foran 1-0 i finalen, hvor der blev spillet bedst af fem maps.

Det skyldes, at de med deres foregående sejre havnede i den øverste af halvdel af slutspillet og med deres gode form dermed fik fordelen i finalen.

Skræmmende start

Finaleopgøret begyndte på banen Nuke, og her var det tydeligt, at danskerne følte sig på hjemmebane.

Astralis er notorisk kendt for at være gode på netop det map, og det kom i den grad til udtryk i kampens indledning, hvor Astralis stykkede hele syv terrorist-runder sammen, før G2 endelig kom på tavlen.

Det franske modsvar var dog i den tamme ende, og holdet kom aldrig for alvor i gang.

Endnu værre blev det, da det var franskmændenes tur til at spille på terrorist-siden. Her formåede de ikke at vinde en eneste runde, og dermed tog danskerne mappet 16-6.

Foto: Blast Pro Series
Vis mere

Det franske storhold, der lige nu indtager en sjetteplads på verdensranglisten, havde derfor ryggen mod muren og skulle vinde næste map, hvis de skulle holde drømmen om en finalesejr i live.

Det skulle gøres på banen Vertigo, men kunne G2 kunne slet ikke finde opskriften mod Astralis' suveræne spil.

Det var især Nicolai 'dev1ce' Reedtz, der over de to maps gjorde livet surt for 'kennyS' og resten af G2-mandskabet.

Mappet endte med en dansk 16-2-sejr, og dermed kan Astralis kalde sig for vinder af den første ESL One: Road to Rio-kvalifikation.

Sådan fungerer Major-kvalifikationen

Der er i alt 24 hold, der kvalificerer sig til Majoren i Rio.

Astralis har fra start ligget nummer ét på kvalifikationsranglisten, eftersom de vandt den seneste Major, som de første point er givet ud fra.

Med søndagens finalesejr cementerer de dermed deres plads i toppen af Road to Rio-ranglisten med samlet 2400 point.

Der venter endnu to kvalifikationsturneringer, hvor holdene har mulighed for at skrabe point sammen til årets største begivenhed. Den næste bliver spillet til sommer, inden den sidste kvalifikationsturnering venter i efteråret.

Majoren regnes som det største, man kan vinde som professionel Counter-Strike-spiller.

Astralis har som det eneste hold nogensinde vundet den hele fire gange.