Forsikringsselskabet Tryg har løftet sit overskud efter i 2019 at have integreret Alka med succes.

Efter et opkøb af Alka i slutningen 2018 har forsikringsselskabet Tryg i 2019 høstet frugterne af sammenlægningen af de to forretninger.

Og det kan læses på bundlinjen. Trygs overskud er vokset fra omkring 1,7 milliarder kroner efter skat i 2018 til 2,8 milliarder kroner i 2019.

- Integrationen af Tryg og Alka forløber fortsat meget tilfredsstillende, og vi fortsætter med at lære meget af hinanden inden for områder såsom onlinesalg, skadesindkøb og anvendelsen af data, siger direktør Morten Hübbe i forbindelse med regnskabet.

Dykker man ned i tallene i Tryg-regnskabet, ser man et lille fald i udbetalinger til større skader, mens antallet af vejrrelaterede skader er vokset marginalt.

Begge dele lå dog under Trygs budget for et normalt år.

Samtidig peger Morten Hübbe på forholdet til de kunder, som Tryg allerede har. Her er salget af produkter per kunde øget med ti procent. Altså køber de samme kunder flere produkter hos Tryg.

- Kundetilfredsheden er på sit højeste niveau nogensinde, og vi ser en fortsat positiv udvikling i fornyelsen af forsikringer, som understreger den øgede kundeloyalitet i Tryg, siger Morten Hübbe.

- I 2019 fik 1,3 millioner kunder i Tryg og Alka, svarende til hver fjerde dansker, udbetalt bonus af TryghedsGruppen, hvilket udgør otte procent af kundernes præmieindbetalinger i 2018.

Succesen smitter også af på aktionærerne. Tryg har fundet 500 millioner kroner, som udbetales som et ekstraordinært udbytte.

Tryg købte i slutningen af 2018 Alka i en handel til 8,2 milliarder kroner fra en kreds af fagforeninger, der havde ejet selskabet siden stiftelsen i 1930. Alka er dog fortsat under samme navn.

Tryg er Danmarks største forsikringsselskab foran Topdanmark og Codan. Købet af Alka har styrket selskabets position i Danmark, hvor Tryg sidder på en femtedel af forsikringsmarkedet.

I Norge og Sverige er Tryg en mindre spiller. I Norge har Tryg omkring 13 procent af markedet. I Sverige er det tre procent.

Tryg har samlet over fire millioner kunder i Danmark, Sverige og Norge.

/ritzau/