'Imamerne vil ikke skille os. Jeg kender én, som er dansk skilt, og som har været rundt og spørge alle imamer. Men de vil ikke skille hende, for manden vil ikke.'

Sådan lød ordene, da jeg besøgte en gruppe flygtninge- og indvandrerkvinder i Københavns Nordvestkvarter for et par uger siden.

Andre fortalte om voldelige ægtemænd, som de på trods af volden forblev sammen med, fordi kvinderne troede, at de ville miste retten til at se deres børn, hvis de blev skilt. Nogle berettede om flerkoneri, tilbageholdelser og genopdragelsesrejser hos formørkede familiemedlemmer i deres hjemlande. Alt sammen foregik det via tolk. Det til trods for, at nogle af dem har levet i Danmark i rigtig mange år.

Det var parallelsamfund anno 2018 i fuldt flor på en helt almindelig onsdag eftermiddag. Denne gang personificeret ved en gruppe kvinder, som bliver holdt i et jerngreb af deres mænd og imamerne via en middelalderlig levevis, som er taget bogstavtro ud af koranens skrifter med dertilhørende total afvisning af det moderne, frisindede liv. De lever med andre ord efter sharialoven, og det har de ikke selv valgt.

Det er de tvunget til af imamerne og deres mænd.

Det er langtfra nyt, at vi har parallelsamfund i Danmark, og jeg ser ikke anden udvej end at føre en meget stram udlændingepolitik, der begrænser tilstrømningen, så antallet af mennesker, der kommer med en helt fremmed opfattelse af religion og levevis, begrænses.

Samtidig med dette er det helt nødvendigt at insistere på, at man pinedød skal efterleve vore regler og tage vores levevis til sig, så længe man lever i Danmark. Det gælder både i det store og i det små, så man ikke stiller særkrav, fordi man er muslim.

At man fuldt ud respekterer vore frihedsværdier og ikke stiller spørgsmålstegn ved eller ligefrem bandlyser retten til at tegne karikaturtegninger af profeten eller kritisere islam eller andre religioner for den sags skyld.

Det indbefatter naturligvis også, at man fuldt og helt tager ligestillingen til sig, så man ikke tvinger sine børn ind i ægteskaber eller sender sine døtre på genopdragelsesrejser til formørkede familiemedlemmer i hjemlandet.

Når vi overhovedet diskuterer disse problemstillinger i dagens Danmark, så er det jo ikke fordi, folk med rod i buddhisme, jødedom eller hinduisme stiller spørgsmålstegn ved hverken religionsfrihed, ytringsfrihed eller ligestilling. Det er i helt overvejende grad praktiseringen af islam, der er problemet.

Vi kan ikke lave lovgivning, der gør forskel på folk. Det betyder, at vi for at sikre os mod indvandringen af muslimer, som ikke vil vore værdier, bliver nødt til at føre en stram udlændingepolitik, der desværre nogle gange rammer udlændinge, som ikke gør en kat fortræd.

Der findes heldigvis mange muslimer i Danmark, der ønsker at leve et pragmatisk liv, og som elsker frihedsrettigheder. Jeg kender personligt en række af dem. Men det ændrer ikke på, at hovedparten af de problemer, vi har ift. sammenhængskraft og pres på frihed, er skabt på grund af praktiseringen af islam.