Den tidligere radikale borgmester Anna Mee Allerslevs mange fortielser i sagen om hendes relation til Øens Murerfirmas direktør, Jan Elving, fortsætter.

I dagens B.T. fremgår det, at hun også har lejet en mondæn lejlighed i Sydfrankrig af Jan Elving, hvilket Allerslev fortiede over for advokatfirmaet Horten, som har undersøgt Allerslevs habilitet og relation til netop Elving. Det ser ikke kønt ud, at en borgmester har en så tæt økonomisk og privat relation til en kommunal samarbejdspartner, og det er derfor, B.T. bliver ved med at dække sagen, for oplysningerne vælter ud af skabet – oplysninger, som Anna Mee Allerslev selv burde have givet videre til Horten.

Og de manglende oplysninger kan næppe være tilfældigt. Nærlæser man den første rapport fra Horten fra januar 2017, skyldes det i hvert fald ikke, at Allerslev har en dårlig hukommelse. Allerslev husker masser af detaljer. Blandt andet, at hun har mødt Jan Elvings ekskone, og at Jan Elving var forbi både hendes bryllup og runde fødselsdag. Sidstnævnte selvfølgelig 'kun i to timer'.

Men at Øens Murerfirma stod for hovedentreprisen for renoveringen af hendes lejlighed, og at hun lejede Jan Elvings luksuslejlighed i Sydfrankrig, mente borgmesteren altså ikke ragede Horten.

Misinformation, fortielser og halve sandheder står i kø i sagen. Faste læsere af B.T. vil også huske, hvordan Allerslev først oplyste, at Jan Elving var en privat ven, da det var opportunt for hendes sag. Nogle måneder senere, da nye sager pressede eksborgmesteren, var Elving ikke en ven, men en professionel kontakt, hun har et venskabeligt forhold til.

Og sådan kan man fortsætte. Man kan jo ikke lade være med at spekulere over, hvorfor sandheden hele siden skal skjules og offentligheden misinformeres. Og at B.T. hver gang skal minde eksborgmesteren om, hvad hun ikke fortæller. Tanken strejfer selvfølgelig også en: Måske er det netop, fordi der er noget at skjule?

Måske har Øens Murerfirma været lidt for rundhåndet over for den dengang magtfulde borgmester. Ombudsmanden sidder nu med sagen efter Hortens seneste og tredje rapport, som har adskillige kritiske bemærkninger. Og budskabet herfra er, at sagens skal undersøges til bunds. Helt til bunds.